Weekenden begyndte forrygende for tre danskere, som fredag aften alle blev millionærer.

De havde alle tre spillet med i Eurojackpot, og selv om der ikke blev fundet nogen vinder af førstepræmiepuljen, så kunne fire spillere løbe med andenpræmiepuljen.

Heraf var de to danskere – fra henholdsvis Helsingør og Region Syddanmark – og de fik 5.780.469 kroner skattefrit. Den ene, personen fra Helsingør, vandt også en ekstra gevinst på 78 kroner, oplyser Danske Spil.

En tredje dansker, der er fra hovedstadsområdet, fik del i tredjepræmiepuljen. Det sikrer vedkommende en gevinst på 1.680.177 kroner. Også de er selvfølgelig skattefrie.

18 lande, blandt andet Danmark og Tyskland, deltager i Eurojackpot.
18 lande, blandt andet Danmark og Tyskland, deltager i Eurojackpot. Foto: Thomas Banneyer
Vis mere

»Det er en stor glæde at være med til at dele gevinster ud til heldige danskere, og vi bliver i Danske Spil opstemte hver eneste gang, der bliver vundet en gevinst i vores lotterier. Også selvom det sker hver evig eneste uge. Vinder man et større beløb hos os, bliver man tilbudt særlig rådgivning, så vi sikrer, at man får en god start på livet som millionær – eller mangemillionær,« siger Malene Mølgaard,« som er administrerende direktør i Danske Lotteri Spil.

Førstepræmiepuljen, der er nu på 505 millioner kroner, ryger videre til næste trækning på tirsdag.

Det er spillere fra  i Finland, Slovenien, Holland, Estland, Tyskland, Italien, Spanien, Norge, Sverige, Island, Letland, Litauen, Kroatien, Ungarn, Tjekkiet, Slovakiet, Polen og Danmark, der er med til at finansiere Eurojackpot.

Ifølge Danske Spil er chancen for førstepræmien i lotteriet 1 til 139.838.160.