Et USB-stik er på mystisk vis forsvundet fra kommunes varetægt – og nu er sagen anmeldt som et sikkerhedsbrud.

Det oplyser Ringsted Kommune i en pressemeddelelse om sagen.

Det er i forbindelse med en opgaveoverdragelse, at USB-stikket er forsvundet.

På dét befinder sig personfølsomme oplysninger, hvorfor sagen er meldt til Datatilsynet.

»Det her er en meget alvorlig sag, både fordi der er tale om personfølsomme oplysninger, og fordi det er en klar overtrædelse af vores interne retningslinjer for, hvordan vi behandler borgernes og medarbejdernes oplysninger.«

»Der er ingen tvivl om, at vi i kølvandet på denne sag skal indskærpe reglerne, men også vurdere om vores procedurer er gode nok,« siger Kasper Sonne, direktør i Ringsted Kommune i pressemeddelelsen.

Kommunen har endnu ikke det fulde overblik over, hvad der konkret befinder sig på stikket.

Men det er sikkert, at det vedrører voksenhandicapområdet, herunder helbredsoplysninger på borgere og medarbejdere, faktureringsoplysninger og lignende.

'USB-stikket er ikke krypteret eller på anden måde sikret teknisk ved bortkomst', står det videre oplyst i pressemeddelelsen.

Det kan derfor ikke udelukkes, at USB-stikket kan misbruges, hvis det stadig findes og er brugbart.

Kommunen oplyser afsluttende, at pårørende, tidligere medarbejdere og andre med tilknytning til voksenhandicaps institutioner kan henvende sig til direkte til kommunen, hvis de har spørgsmål.