USA's særlige udsending er ankommet til Grønland
Trump udpegede sidste år en særlig udsending til Grønland. Han er søndag ankommet til Nuuk ifølge medie.

Trump udpegede sidste år en særlig udsending til Grønland. Han er søndag ankommet til Nuuk ifølge medie.

USA's særlige udsending til Grønland, Jeff Landry, er søndag landet i Nuuk Lufthavn. Det rapporterer det grønlandske medie Sermitsiaq.
Han ventes at skulle deltage i en erhvervsmesse i den kommende uge sammen med USA's ambassadør i Danmark, Ken Howery.
Sermitsiaq skriver, at Jeff Landry og de andre personer på flyet blev hentet på landingsbanen i biler og forlod lufthavnen.
Under besøget skal Ken Howery også åbne det amerikanske konsulats nye bygninger i Nuuk. Det skrev USA's ambassade i Danmark i en pressemeddelelse onsdag.
Der har ingen officielle meldinger været om, at Jeff Landry tidligere har besøgt Grønland, mens han har været særlig udsending.
Han blev udpeget til den nyoprettede stilling som særlig udsending til Grønland i december sidste år.
Det skete, efter at Trump flere gange havde luftet tanker om, at USA af sikkerhedsmæssige årsager havde behov for Grønland.
- Det er en ære at tjene dig i denne frivillige rolle for at gøre Grønland til en del af USA, skrev Jeff Landry på X, da han blev udpeget.
Nogle dage senere understregede han dog i et interview på Fox News, at USA ikke ville "overtage nogens land".
Ud over at være særlig udsending er republikaneren Jeff Landry også guvernør i den amerikanske delstat Louisiana.
Under besøget i Grønland skal ambassadøren og den særlige udsending ifølge ambassaden mødes med et bredt udsnit af grønlændere for at lytte og lære.
De har et mål om at udvide økonomiske muligheder, skabe bånd og øge forståelsen mellem amerikanere og grønlændere, lyder det.
Både DR og TV 2 har søndag aften også offentliggjort billeder fra den grønlandske lufthavn, hvor man kan se, at et fly med et amerikansk flag og teksten "United States of America" (Amerikas Forenede Stater, red.) er landet.
I marts blev Jeff Landry inviteret til at overvære det nationale mesterskab for hundeslædekuske i Grønland af en turistvirksomhed.
Den invitation faldt dog ikke i god jord hos arrangørerne, og virksomheden endte med at trække invitationen tilbage.
/ritzau/