Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Danskerne kan øjensynlig slet ikke få nok af at rejse ud og opleve verden.

Mens flere rejseselskaber melder om en eksplosiv rejselyst til solrige og varme destinationer, er der også tegn på, at det ikke er nok til at stille sulten for at opleve nyt. Danskerne vil også være turister i eget land.

Det er i hvert fald forventningen i Hovedstadens turismeorganisation, Wonderful Copenhagen.

»Med det billede, der tegner for den kommende sommer, bliver det en sommer med betydelig mere dansk turisme i hovedstaden end tidligere,« siger kommunikations- og marketingdirektør i Wonderful Copenhagen Tine Kastrup-Misir.

Rejseselskabet Spies oplyser, at antallet af solgte charterrejser for Kristi himmelfartsferien er tilbage på samme niveau som i 2019. Før corona.

98 procent af rejserne er udsolgt, lyder det.

Omtrent samme melding kommer fra TUI. Otte ud af ti flysæder er solgt. I sidste uge solgte TUI 75 procent flere rejser med afrejse i maj end samme periode i 2019, oplyser rejseselskabet.

Men danskerne har altså appetit på mere.

Selvom antallet af internationale turister i København fortsat ventes at være lavere end før coronapandemien, så vil antallet af overnatninger i hovedstaden forventelig nærme sig samme niveau som i 2019.

Det skyldes det forventede rykind fra turister, der ikke behøver at fremvise pas ved afgang.

»Tendensen er, at den internationale turisme ikke er tilbage på niveau fra før pandemien endnu, men at vi til gengæld forventer flere danske gæster i hovedstaden i år, end vi plejer, i lyset af de mange usikkerheder i verden,« siger Tine Kastrup-Misir.

I 2019 havde hovedstaden lidt over tre millioner hotelovernatninger fordelt på de tre sommermåneder juni, juli og august.

Hvor danskere normalt står for hvert tredje solgt hotelværelse i hovedstaden, ser danskerne ud til til denne sommer at stå for halvdelen, lyder det fra Wonderful Copenhagen.

»Oven på krisen er vi naturligvis glade for udsigten til flere danske gæster denne sommer. Men de kan ikke erstatte de internationale gæster, som hovedstaden også har brug for at få tilbage for at sikre omsætningen på den længere bane, og det knokler vi på for at få til at ske,« siger Tine Kastrup-Misir.