Siden Anden Verdenskrig og sejren over japanerne har USA uden sidestykke været verdens mægtigste søfartsnation.
Med verdens største flåde målt på slagkraft og med fuld kontrol over Stillehavet.
Efter 40 dages krig i Iran er modstanderens flåde fuldstændig elimineret.
Alligevel er Iran i stand til at tryne USA, når det handler om at herske over det kun 40 kilometer brede Hormuzstrædet ved indsejlingen til Den Persiske Golf.
Og dermed stække skibstrafikken af olie.
Torsdag har flere iranske nyhedsbureauer offentliggjort et kort, som Irans magtfulde sikkerhedsstyrke, Irans Revolutionsgarde, har lavet.
Af kortet fremgår det, at Iran skulle have mineret store dele af Hormuzstrædet i løbet af krigen mod USA og Israel, skriver nyhedsbureauet AP.
Ifølge Peter Viggo Jakobsen, der er lektor ved Forsvarsakademiet, viser det den amerikanske afmægtighed.
For USA’s mange krigsskibe kan ikke sikre den fri passage gennem det smalle stræde.
»Hvis USA skal kontrollere Hormuzstrædet, kræver det, at man besætter bredden. Hvis ikke man gør det, så er det alt for farligt at have skibe der. Så kan iranerne skyde missiler og droner mod de amerikanske skibe. Det er en helt anden udfordring end at kontrollere et stort havområde,« siger Peter Viggo Jakobsen og fortsætter:
»Og det at kontrollere bredden rækker ikke nødvendigvis. For iranerne vil også kunne skyde mod skibene længere inde fra land. Og Iran vælger tid og sted, og det vil være næsten umuligt at dæmme op for angreb i et stræde, som er så smalt. Så er det hele Iran, man skal have styr på,« siger Peter Viggo Jakobsen.

Og Donald Trump er ikke klar til at indsætte landtropper.
»Jorden er giftig,« som Peter Viggo Jakobsen udtrykker det.
Hvorvidt Hormuzstrædet reelt er mineret, vides ikke. Men bare risikoen for, at det er tilfældet, stækker skibstrafikken fuldstændigt.
Ifølge Irans viceudenrigsminister, Saeed Khatibzadeh, vil Iran torsdag endnu ikke tillade skibe at passere Hormuzstrædet.
Han siger, at det først vil ske, når USA afslutter sin 'aggression' i Mellemøsten, og Israel stopper med at angribe Libanon, siger han i et interview med BBC.
Både Nationalgardens påståede minering af farvandet, viceudenrigsministerens udmelding og de meget forskellige udlægninger af våbenhvilens indhold i øvrigt viser, at aftalen mellem Iran og USA hviler på et meget spinkelt grundlag.
»Donald Trump siger, at det er en del af aftalen, at der skal være fri passage gennem Hormuzstrædet. Nu vil iranerne så også have, at fragtskibene skal betale to millioner dollars for at sejle gennem Hormuzstrædet, hvilket er fuldstændig uacceptabelt for både amerikanerne og alle andre,« siger Peter Viggo Jakobsen.

»Der er meget, der ikke hænger sammen. Ifølge USA og Israel er Libanon ikke en del af aftalen. Hvilket Iran tydeligvis er uenige i,« fortsætter han.
Torsdag eftermiddag øgede USA angiveligt presset på de europæiske partnere for at få dem til at engagere sig militært i Hormuzstrædet.
Det skriver Der Spiegel.
Ifølge mediets kilder har Natos generalsekretær Mark Rutte meddelt de europæiske ledere, at den amerikanske præsident, Donald Trump, inden for de næste dage forventer konkrete tilsagn om udsendelse af krigsskibe eller andre militære ressourcer fra Europa til Hormuzstrædet.
Du kan følge udviklingen i Mellemøsten i vores liveblog, som du finder lige HER.

