Den er god nok. Den amerikanske præsident, Donald Trump, kigger på et muligt køb af Grønland.

Det bekræfter Larry Kudlow, økonomisk rådgiver i Det Hvide Hus. Ifølge Kudlow er Trump-administrationen i gang med at 'kigge på' et muligt køb.

Det siger han ifølge det amerikanske netmedie The Hill i Fox News Sunday.

»Danmark ejer Grønland. Danmark er en allieret. Grønland er et strategisk sted. De har en masse værdifulde mineraler.«

»Præsidenten, som ved noget om at købe ejendomme, vil gerne kigge på det,« siger han til Fox-værten Dana Perino ifølge The Hill.

Tidligere på ugen kom det frem, at Trump havde luftet ideen. Historien kom fra avisen The Wall Street Journal, der baserede den på anonyme kilder. Men historien er angiveligt god nok.

Danske politikere har allerede i stor stil afvist, at Danmark vil sælge Grønland til USA. Men emnet må hermed ventes at blive taget op, når Trump i begyndelsen af september kommer til Danmark.

/ritzau/