Da Ursula Sommer tidligere i dag landede i Malta Lufthavn, troede hun ikke sine egne øjne.

»Det virkede helt ude af proportioner,« fortæller hun.

Alle 600 passagerer på flyet, der kom fra Frankfurt, skulle have målt temperatur, inden de kunne få lov til at komme ud af lufthavnen.

Ursula Sommer, der bor lidt udenfor Køge på Sjælland, flyver til Malta hver 14. dag, hvor hendes mand arbejder.

Lang kø i Malta Lufthavn, fordi passagererne skulle have målt temperatur (Foto: Ursula Sommer)
Lang kø i Malta Lufthavn, fordi passagererne skulle have målt temperatur (Foto: Ursula Sommer)
Vis mere

»Normalt tager det mig nogle minutter, fra jeg stiger af flyveren, til jeg står udenfor lufthavnen på parkeringspladsen, men i dag stod vi i kø i 45 minutter, fordi alle skulle have målt deres temperatur.«

Ursula Sommer fortæller, at hun og de andre passagerer skulle stille sig op i to rækker, hvorefter de fik målt temperaturen med et pandetermometer.

»Da jeg så det, tænkte jeg, hvad fanden sker der her? Jeg blev meget chokeret,« fortæller Ursula Sommer.

Hun havde ikke selv bekymret sig over at skulle ud og flyve og havde ikke overvejet, at det kunne være en mulighed, at man var begyndt at screene passagerer i Europa.

Informationsskilte om, at passagererne i lufthavnen skal tjekkes for coronavirus (Foto: Ursula Sommer)
Informationsskilte om, at passagererne i lufthavnen skal tjekkes for coronavirus (Foto: Ursula Sommer)
Vis mere

»Jeg synes, det virker helt grotesk. Det er en influenza. Jeg kan forstå, at personer, der er svækkede eller ældre, kan være nervøse, men jeg synes, det bliver kørt alt, alt for meget op,« siger Ursula Sommer.

Hun fortæller, at hun fløj med Lufthansa, og at der ikke var nogen sikkerhedsforanstaltninger i Frankfurt Lufthavn, hvor hun mellemlandede.

I Kina har flypassagerer rutinemæssigt fået checket deres temperatur, siden virussen for alvor brød løs.

Og nu følger nogle europæiske lande altså trop.