»Hvad synes du?«

Med disse ord lagde Fyns Politi op til en folkelig afstemning i et opslag, de postede på Twitter natten til søndag.

Opslaget omhandlede den 29-årige mand fra Østeuropa, der blev anholdt på Fynske Motorvej, efter han beruset kørte i det forkerte spor helt fra Kolding i Jylland til Nørre Aaby på Fyn.

»Vanvidsbilisten fra i nat er blevet varetægtsfængslet. Når sagen skal for retten, vil Anklagemyndigheden nedlægge påstand om, at bilen konfiskeres – selvom bilen tilhører sigtedes arbejdsgiver. Det bliver så op til retten at bestemme om påstanden skal følges. Hvad syntes du?« skrev Fyns Politi på Twitter søndag.

Dertil var der svarmulighederne »ja, bilen konfiskeres« eller »nej, udleveres til ejer.«

At politiet spurgte borgerne om deres holdning til vanvidskørslen i opslaget – noget, domstolen skal tage sig af, skabte stor vrede på Twitter.

Kommentarer som: »Hvis politiet gad passe deres arbejde i stedet for at være kvikke på Twitter, så vil det være en god start!« og »Hvad fanden er det her for noget« fyldte i kommentarsporet til opslaget. Det skriver TV 2 Fyn.

Og det fik Fyns Politi til tasterne igen.

Et nyt tweet blev nemlig postet kort tid efter:

»Kære borgere. I har ret. Afstemningen omkring konfiskation var ment som en mulighed for at kommenterer sagens karakter. Det skal selvfølgelig altid være op til domstolen at udmåle straffen. Vi genudsender tweetet uden afstemningen. Tak for jeres feedback.«

Fyns Politi valgte altså at trække opslaget tilbage og give borgerne ret i, at det må være op til domstolen at afgøre straffen.