Under corona eksploderede antallet af danskere, der anskaffede sig en ny firbenet ven.

Men i mange hjem er hunden ikke længere menneskets bedste ven. Faktisk er den nogle steder uønsket. Og det kan i sidste ende gå ud over hunden.

Den ærgerlige tendens udspiller sig også i Aalborg. Det fortæller internatsleder Karina Fisker fra Nordjyllands Internat.

»De sidste par måneder har der nok været en fordobling af henvendelser fra folk, der gerne vil af med deres hunde - sammenlignet med normalt,« siger hun til B.T.

Og det er altså ikke uden omkostninger, hvis en hund aldrig eller kun periodevis får den opmærksomhed, der er nødvendig.

»En hund, der ikke bliver stimuleret, bliver destruktiv, i forhold til hvad den skal finde på,« forklarer Karina Fisker og uddyber, hvilken type hund man kan ende med at skabe:

»Man får en hund med adfærdsproblemer. Måske kan den ikke være alene hjemme, andre gange ødelægger den en sofa, gør ude i haven eller jagter børnene og naboen.«

Karina Fisker, der i øvrigt selv er hundeejer, gør sig mange tanker om de 'coronahunde', som en del danskere nu gerne vil af med igen.
Karina Fisker, der i øvrigt selv er hundeejer, gør sig mange tanker om de 'coronahunde', som en del danskere nu gerne vil af med igen.
Vis mere

Når internnatslederen får opkald fra folk, der gerne vil af med deres hunde, kan de ende ud med flere mulige scenarier. Nogle gange tager hun hundene ind, andre gange henviser hun til dem andre internater, og endelig er der også en del situationer, hvor ejeren ender med at beholde hunden efter kyndig vejledning fra Karina Fisker.

De mange opkald får hende dog til at tænke sit om den eksplosive hundetrend under corona.

»Jeg tænker, der er nogen, der har anskaffet sig en hund, som ikke skulle have gjort det.«

Og når de uønskede hunde kommer ind på internatet, er Karina Fiskers hoved fuld af tanker.

»Hvad er der sket i den tid, ejerne har haft dem? Og har hundene fået den rigtige ballast med fra starten?« spørger hun sig selv.

Den destruktive adfærd bliver i øvrigt ekstra problematisk af, at det ifølge internatlederen er meget svært at aflære en hund sin uhensigtsmæssige adfærd, som den på grund af manglende stimulig fra ejerne selv har opbygget.

»Så derfor skal sørge for, at hunden kommer ud og oplever noget, så den ikke er bange for ting, og så den bliver stimuleret i sit hoved til at kunne klare hverdagen.«

På Nordjyllands Internat er der ikke regulære ventelister for hunde, hvis ejere ikke gider at have dem mere.

Men Karina Fisker er alligevel bekymret, fordi hun fornemmer, der begynder at være et generelt overskud af kæledyr i samfundet.

»Folk har sværere ved at komme af med deres kæledyr. Alle, der havde interesse i at anskaffe sig kæledyr, gjorde det jo under corona. Så der er et marked, der er ved at være mættet. Det er sværere at komme af med dem via Den Blå Avis og Gul og Gratis.«