Flere områder i Aalborg Kommune er ramt.

For man har i mindst fem vandværker fundet coliforme bakterier i drikkevandet ved Hammer Bakker Forsyningsselskab.

Det skriver Aalborg Kommune i et opslag på Facebook. De understreger, at der ikke er tale om E. coli bakterier.

'Styrelsen for Patientsikkerhed har 30. november 2022 givet kogeanbefaling til følgende vandværker, da der er fundet coliforme bakterier (ikke E. coli) i drikkevandet ved Hammer Bakker Forsyningsselskab,' skriver de i opslaget. Nederst kan du se, hvilke vandværker, som er berørt.

»Vandværkerne er i fuld gang med kildeopsporing. Indtil der er udtaget rene prøver rundt om på ledningsnettet, anbefales det at koge vandet. Det enkelte vandværk melder ud, når vandet igen kan drikkes,« udtaler Carsten Bech fra Vestbjerg Vandværk

Hammer Bakker Forsyningsselskab har oplyst, at vandværket er lukket ned 30. november 2022 og ikke længere forsyner de øvrige vandværker.

Kommunen oplyser ikke, hvor længe kogeanbefalingen varer.

På MitVand kan de fleste forbrugere se, hvilket vandværk de er tilknyttet.