Regeringen vil fjerne besparelser på uddannelse. Universiteterne jubler, men andre besparelser truer stadig.

Danske Universiteter, som er en samarbejdsorganisation for de otte danske universiteter, glæder sig over regeringens forslag om at afskaffe omprioriteringsbidraget.

Direktør Jesper Langergaard kalder det "den bedste nyhed rigtig længe".

- Det har været fem barske år på universiteterne, så vi er rigtig glade.

Han forklarer, at besparelserne for de studerende har betydet mindre kontakt med underviserne, mindre vejledning og større hold.

For universiteternes ansatte har besparelserne vist sig i form af blandt andet afskedigelsesrunder.

- Hvis besparelserne fjernes, vil det betyde mere stabile rammer og bedre mulighed for at lægge planer for årene fremover, siger Jesper Langergaard.

Der ligger dog stadig andre besparelser og lurer for universiteterne.

Omkring 90 procent af universiteternes uddannelsesindtægter gives via et taxametersystem.

Siden 2010 har humaniora og samfundsvidenskab fået et forhøjet taxametertilskud, fordi en større undersøgelse viste, at de områder var underfinansierede.

Siden aftalen blev indgået, har der hvert år på finansloven været afsat penge til at forhøje taxametertilskuddet til de to uddannelsesområder.

- Den taxameterforhøjelse ved vi ikke om fortsætter i 2020, så vi frygter faktisk yderligere besparelser.

- Det betyder, at universiteterne sandsynligvis står over for en besparelse på 290 millioner kroner, som jo er noget mere end det her omprioriteringsbidrag, siger direktøren.

I Dansk Erhverv er man begejstret, men her afventer man også svar på spørgsmålet om taxameterforhøjelsen.

- Erhvervslivet er dybt afhængige af kompetencer inden for for eksempel erhvervsøkonomi, jura og sprog.

- Derfor er det meget vigtigt, at vi får fundet en permanent løsning på finansieringen af humaniora og samfundsfag, lyder det fra uddannelses- og forskningspolitisk chef Mads Eriksen i en skriftlig kommentar.

Hvis regeringens forslag bliver stemt igennem i den kommende finanslov, vil det betyde en annullering af besparelser på 300 millioner kroner i 2020 på de videregående uddannelser.

/ritzau/