Hanne Leth Andersen stopper som rektor på Roskilde Universitet (RUC), når hendes åremålsansættelse udløber 1. april 2026.

Det skriver Roskilde Universitet i en pressemeddelelse.

Universitetets bestyrelse slår nu stillingen som ny rektor op, lyder det.

Fungerende bestyrelsesformand Dea Forchhammer takker Hanne Leth Andersen.

»Hanne brænder både for RUC, for de studerende, for forskning og den frie tanke, og hun har ikke mindst brændt for det fællesskab, der gør Roskilde Universitet til noget særligt.«

»Hun har både fornyet, forbedret og holdt sammen på et universitet, der har måttet kæmpe for sin plads. Alle, der har studeret, arbejdet og forsket på Roskilde Universitet i det sidste årti, skylder hende tak for hendes ihærdighed og ambitioner.«

Hanne Leth Andersen fortsætter på Roskilde Universitet som professor på Institut for Mennesker og Teknologi, som er den tilbagegangsstilling, der er knyttet til hendes åremålsansættelse.

 Frem mod rektorskiftet 1. april 2026 fortsætter Hanne Leth Andersen som leder af arbejdet med Roskilde Universitets daglige drift og udvikling.