Lægerne forventer travlhed på Københavns nye coronahospital, døbt COVita, hvor respiratorerne står klar til at hjælpe de mest kritiske patienter med at trække vejret.

COVita er indrettet i en nyopført bygning kaldet Nordfløjen ved Rigshospitalet og vil fra onsdag tage imod coronapatienter.

Journalister har ingen adgang, men hospitalet har mandag offentliggjort en video optaget inde i afdelingen. Se den øverst i artiklen.

På hospitalet vil personalet været iført hjelme, visirer og overtræksdragter, forklarer ledende overlæge Jan Bonde.

Overlæge Jan Bonde har ansvaret for den nye afdeling. Foto: Rigshospitalet
Overlæge Jan Bonde har ansvaret for den nye afdeling. Foto: Rigshospitalet
Vis mere

»Vær rolig. Vi har prøvet det mange gange før. Vi skal nok give jer tryghed og en rigtig god behandling,« siger lægen, der har ansvaret for hospitalet med 30 nye sengepladser til intensivpatienter.

Han forventer, at der bliver travlhed.

»Der er formentlig et stort behandlingsbehov, som vi skal kunne imødekomme i løbet af ganske kort tid.«

Rigshospitalet har i forvejen fem intensivafdelinger med plads til 65 patienter. I de fem afdelinger udvider man også kapaciteten med ekstra 25 pladser.

Afdelingens ansatte tester udstyret. Foto: Rigshospitalet
Afdelingens ansatte tester udstyret. Foto: Rigshospitalet
Vis mere

I alt er 499 personer indlagt på landets sygehuse med coronavirus, viser de seneste tal mandag. 131 af dem ligger på intensiv-afdelinger. 113 af patienterne på intensiv ligger i respirator.

Ved udelukkende at bruge lokalerne i Nordfløjen til patienter med coronavirus minimerer Rigshospitalet risikoen for, at smitten spreder sig til andre dele af hospitalet.

Nordfløjen, som blev indviet af dronning Margrethe i januar 2020, er i alt 65.200 kvadratmeter stor, hvilket svarer til omkring 465 parcelhuse.

Flere dele af Nordfløjen kan tages i brug, hvis det bliver nødvendigt, så der kan oprettes yderligere 30 intensivpladser.