»Man skal have skjorten her på lige meget hvad.«

Der hænger 13 skjorter i Casper Lonsdales klædeskab. De er allesammen lyseblå, og de har allesammen de samme tre hvide skaller.

De er en del af Herlufsholms våbenskjold og en del af den uniform, samtlige 600 elever skal bære.

Det er, uanset om man er dag- eller kostskoleelev.

Casper Lonsdale går i 3. G og er præfekt på sin sovesal.
Casper Lonsdale går i 3. G og er præfekt på sin sovesal. Foto: Mikkel Eskelund
Vis mere

Og det er altså den virkelighed, som prins Christian efter sommerferien skal vænne sig til. Her begynder han nemlig i 1. g på kostskolen.

Men uniformen ser eleverne kun som et plus:

»Det kan være lidt svært at vælge tøj derhjemme. Her skal man ikke tænke over det, så det er virkelig fedt.«

Du kan høre Casper Lonsdale fortælle om sin uniform og nogle af de traditioner, man skal affinde sig med, når man begynder på Danmarks ældste kostskole i videoen øverst i artiklen. Du kan også se, hvordan Herlufsholm ser ud under en rundvisning med B.T. bag kulisserne her.

Casper Lonsdale har speciel tilladelse til at se lidt anderledes ud end mange af de andre elever. Først og fremmest må han bære hvide bukser, fordi han er afgangselev.

Men på blazeren har han et rødt våbenskjold. Det er der kun ganske få, der har. Det er symbol på, at han er udvalgt til at være præfekt. En slags mentor på hans sovesal.

»Det er hårdt arbejde, men givende at hjælpe andre. Det er også godt for et tidligt cv. I udlandet er det noget, man ser positivt på. Man ved, hvad en præfekt er,« fortæller han.

Ifølge skolens rektor, Mikkel Kjellberg, er det naturligt, at der er et hierarki på skolen. På Herlufsholm er det et sundt hierarki, mener han:

»Vi trækker det ud i det åbne. Når man kommer i 3. g, må man noget mere, end man må i 6. klasse. Og sådan skal det også være.«

Mikkel Kjellberg er rektor på Herlufsholm Skole og Kostskole.
Mikkel Kjellberg er rektor på Herlufsholm Skole og Kostskole.
Vis mere

I øjeblikket er der nogle ting, skolen ikke holder ved lige. Det er på grund af corona.

Normalt har afgangseleverne lov til at hygge sig i de gamle munkeceller, og der er også en tradition for morgensang. Men det sætter corona altså en stopper for i øjeblikket.

I stedet bruger eleverne deres fritid på at deltage i sovesalsmesterskaberne. Det lyder lidt som noget fra Harry Potter – og det er det sådan set også.

Uden magien.

Hver sovesal dyster mod hinanden i en række forskellige discipliner henover året, og til sidst bliver årets sovesal kåret.