Et trist syn mødte forleden Camille Christensen og hendes kæreste Andreas.

Det unge pars autocamper var blevet påkørt af en flugtbilist med store skader til følge.

En kæmpe frustration.

Parret har brugt et helt år på at ombygge autocamperen, så de kan tage på en lang sommerferie sydpå og bo i den undervejs.

Men nu hænger drømmeferien i en tynd tråd.

»Vi har brugt meget tid og rigtig mange penge på at sætte den i stand. Det ryster mig, at man bare kan finde på at køre videre og være ligeglad med andres ejendom,« siger 29-årige Camille Christensen.

Påkørslen skete lørdag sidste weekend uden for parrets lejlighed på Hillerødgade på Nørrebro.

En nabo hørte tidligt om morgenen et brag, der lød som torden.

Her ses et foto af den smadrede autocamper. Påkørslen fandt sted omkring klokken 05 lødag 21. maj på Hillerødgade på Nørrebro. To andre biler blev også beskadiget. Foto: Privatfoto
Her ses et foto af den smadrede autocamper. Påkørslen fandt sted omkring klokken 05 lødag 21. maj på Hillerødgade på Nørrebro. To andre biler blev også beskadiget. Foto: Privatfoto
Vis mere

Kort tid efter tikkede en sms fra naboen ind på Camille Christensens telefon.

»Jeg var fuldstændig rystet og i chok, da jeg kom ned og så den,« siger hun.

Hele bilens højre side er trykket ind, og en bærende stålbjælke er bøjet.

Også forhjul, fælge og ruderne er ødelagte.

Nu afventer parret svar fra deres forsikringsselskab i forhold til autocamperens nærmere skæbne.

»Alt efter, hvor omfattende skaderne er, ved vi ikke, om vi kan komme afsted,« siger Camille Christensen med ærgrelse i stemmen.

Planen var ellers en måneds rundrejse i Kroatien i juli måned.

»Det var efter corona, vi købte denne her bus. Vi var trætte af det hele og tænkte, at nu realiserer vi vores drøm,« siger Camille Christensen.

Parrets autocamper har tidligere været brugt som bus af en SFO. Foto: Privatfoto
Parrets autocamper har tidligere været brugt som bus af en SFO. Foto: Privatfoto
Vis mere


Begge har de allerede taget fri fra deres arbejde og brugt tid og kræfter på at få det praktiske på plads.

»Det var meningen, den skulle fungere som vores lille sommerhus. Det var en frihedstanke, vi havde. Så skulle vi bare køre og tage det, som det kommer.«

Også yderligere to parkerede biler blev påkørt.

Camille Christensen mener, at det meget vel kan skyldes en lastbil.

29-årige Camille Maja Rigmor Christensen havde glædet sig til sommer, kolde drinks og bøllehat. Foto: Privatfoto
29-årige Camille Maja Rigmor Christensen havde glædet sig til sommer, kolde drinks og bøllehat. Foto: Privatfoto
Vis mere

I forvejen er der meget varekørsel i gaden, forklarer hun.

»Det er en bil, der er højere end vores. Vi har skader helt oppe på taget. Derfor tror vi, det er en lastbil. Det kan en almindelig bil jo ikke ramme,« siger hun.

Mistanken understøttes yderligere af, at en kvindelig nabos to børn angiveligt så en lastbil påkøre bilerne.

Synet var så voldsomt, at børnene blev bange.

»Det er tankeløs kørsel og mangel på respekt for andre mennesker. Jeg kan sige mange grimme ting, men det behøver jeg ikke,« siger Camille Christensen.

Sammen med sin kæreste Andreas, 33 år, har hun hængt sedler op i kvarteret i håb om, at nogen har set flugtbilistens nummerplade eller andet.

Yderligere har Camille Christensen delt en efterlysning på Facebook.

»Jeg synes, chaufføren skal tage ansvar og melde sig selv,« siger hun.