De seneste måneder er antallet eksploderet.

Antallet af ansøgninger om ophold fra ukrainske flygtninge i Danmark er gået fra under 1000 til omkring 2000 på få måneder.

Det skriver Altinget.

Én af dem er 21-årige Mychailo Hanzha, der har talt med TV 2.

Han forlod sit hjemland for en måneds tid siden, og nu er han ankommet til Holstebro, hvor han deler et værelse med tre andre mænd.

»Jeg kommer til Danmark for at opbygge min fremtid, studere, arbejde og selvfølgelig betale skat til det her land, fordi Danmark hjælper mig. Jeg føler mig sikker og rolig her,« siger han til TV 2.

»Jeg vil gerne bygge en fremtid i Ukraine, men der er krig.«

Årsagen til den markante stigning er en regelændring i Ukraine.

For siden Ruslands invasion i februar 2022 har ukrainske mænd mellem 18 og 60 år haft udrejseforbud.

I slutningen af august i år lavede Ukraine dog reglerne om.

Nu kan mænd mellem 18 og 22 år forlade Ukraine, og det har fået tusindvis til at forlade det krigsramte land.

Og mange af dem ender altså i Danmark.