'Det klare vand indbyder til badning. Det må stærkt frarådes og er forbundet med stor livsfare, da vandet er meget koldt, også om sommeren.'
Sådan skriver Aalborg Kommune på sin hjemmeside om Nordens Kridtgrav.
Alligevel får det varme vejr ifølge TV 2 Nord mange – især unge – til at trodse advarslerne og tage en afkølende dukkert i det indbydende vand.
Og det vækker bekymring hos Rådet for Større Badesikkerhed.
»Vi synes ikke, det er en god idé. Det er simpelthen for farligt. Det kan være dybt i en kridtgrav. Det kan være med en skrænt, der går lige ned,« siger Steen Bjørn Pedersen, der er nordjysk bestyrelsesmedlem af rådet, til TV 2 Nord.
»Overfladen er dejlig varm, men man skal ikke mere end en halv meter ned, så er vandet iskoldt. Dermed kan folk lige pludselig gå i panik, når de kommer ned i det kolde vand.«
Der har da også været flere eksempler på, at det kan være livsfarligt at bade i det kolde vand.
I 2013 var to personer tæt på at drukne i Nordens Kridtgrav, da det kolde vand pludselig fik dem til at gå i krampe. De blev dog på mirakuløs vis reddet op.
Adskillige år forinden – i 2006 – var en 21-årig mand ikke lige så heldig.
Han var ude at bade med sin kammerat, da han pludselig forsvandt under vandet.
Borgere inde på land, som så ulykken udspille sig, reagerede hurtigt og fik tilkaldt hjælp. Men selv om dykkere fra beredskabet fik manden reddet i land, stod hans liv ikke til at redde.
Ifølge TV 2 Nord overvejer Aalborg Kommune, om de skal lave en kampagne mod svømning i kridtgravene målrettet mod unge.