Tirsdag bød på regeringens konference om Danmarks fremtid – men kun med meget få unge.

Og det bekymrer Alma Tynell, forkvinde for Danske Gymnasieelevers Sammenslutning, som var en af de få unge deltagende blandt personer som Mette Frederiksen, Ulrik Wilbek og John Kerry.

»Jeg var inviteret til konference om Danmarks fremtid, hvor der nærmest ingen unge var til stede om fremtidens Danmark. Det kan jeg ikke forstå, når det netop er os, der udgør Danmarks fremtid,« lyder det fra Alma Tynell, som deltog i konferencen sammen med landsforkvinde for SF-Ungdom Anna Kjær og formand for Landssammenslutningen af Handelsskoleelever Maria Blenstrup.

For ifølge Alma Tynell var der ikke bare mangel på unge, men de tre deltagere blev endda forvekslet med rengøringspersonale.

Statsminister Mette Frederiksen (S) er med ved en regeringskonference om fremtidens Danmark. Her ses hun snakke med landstræner Kasper Hjulmand.
Statsminister Mette Frederiksen (S) er med ved en regeringskonference om fremtidens Danmark. Her ses hun snakke med landstræner Kasper Hjulmand. Foto: Claus Fisker
Vis mere

»Jeg gik rundt sammen med de andre, og vi havde vores navneskilte og var inde til konferencen. Her bliver vi mødt af en kvinde, som spørger, om vi ikke er en del af rengøringspersonalet.«

»Det overraskede mig meget. Og vi blev helt paf, hvor vi herefter svarede: 'Nej, vi er her for at deltage i konferencen',« fortæller Alma Tynell yderligere, der mener, at kvinden forvekslede dem med rengøringspersonale, fordi de var de eneste unge.

Og hændelsen fik også Alma Tynell til at ty til tasterne og lave et opslag på Twitter.

'Er lige blevet spurgt, om jeg er her for at gøre rent. Det er jeg ikke. Jeg er her som repræsentant for over 80.000 gymnasieelever,' skrev hun.

Ifølge Alma Tynell er hun ikke ude efter den enkelte kvinde, som spurgte, om de var en del af rengøringspersonalet. Det er mere på grund af de få unge mennesker, som var inviteret og repræsenteret ved konferencen.

»Vi unge, som var med, er vant til at være i medierne. Vi deltager hver dag i den demokratiske og den offentlige debat. og det vil vi blive ved med,« lyder det fra Alma Tynell.

Foto: Screenshot af deltagerne til konferencen
Vis mere