Budskabet er klart fra Mette Frederiksens side: Hold afstand til dine medmennesker og hold jer hjemme så vidt som muligt, så vi kan få gjort kål på coronavirussen.
De to opfordringer rimer dog ikke ligefrem på vilde privatfester, drinks på omgang samt både kys og kram.
Men ikke desto mindre er det lige præcis det, som nogle af de danske unge har tænkt at kaste sig ud i.
Det skriver Vejle Amts Folkeblad.
Her fortæller rektor på Rosborg Gymnasium & HF i Vejle, Hanne Hautop, i hvert fald, at hun er blevet kontaktet af flere forældre, der har fortalt hende, at deres børn er blevet inviteret med til private fester og sammenkomster.
Er dit barn blevet inviteret til en privatfest eller anden social sammenkomst i disse dage? Så vil B.T. gerne høre fra dig. Skriv på 1929@bt.dk.
Forældrene fortalte rektoren, at de havde sagt nej til deres barn, men at det alligevel overraskede dem, at der overhovedet er forældre, der lader deres børn deltage i en privatfest.
»Jeg vil gerne opfordre alle forældre til at holde øje med, hvad deres unge laver Når regeringen har valgt så drastisk en løsning at lukke alle undervisningsinstitutioner ned, er der jo en grund til det. Det er for at undgå smitte, så derfor skal man ikke lade de unge mødes privat i stedet for,« siger Hanne Hautop til Vejle Amts Folkeblad og fortsætter:
»Det er en rigtig dårlig idé, for om noget kommer man jo nærmere tættere på andre til en fest, end man ellers gør ved at følge undervisningen på sin ungdomsuddannelse.«
Privatfesterne opstår i kølvandet på, at regeringen har opfordret natklubber og barer til at holde lukket de næste 14 dage.
Og som udgangspunkt er der da heller ikke noget ulovligt ved at holde en privatfest, så længe der ikke er mere end 100 deltagere. Er der mere end 100 deltagere til et arrangement, har myndighederne dog mulighed for - efter vedtagelsen af en hastelov torsdag aften - at forbyde det.
De seneste tal fra Styrelsen for Patientsikkerhed viser, at i alt 785 danskere er blevet smittet af coronavirus.