Sanna Andersson tror ikke sine egne øjne.

For selvom hun er meget glad for at bo i Danmark, så er der et syn, som hun gentagende gange er blevet konfronteret med. Et syn, som hun mildest talt er forbløffet over.

Det skriver Berlingske, som har snakket med den 22-årige svensker.

For det er den danske alkoholkultur, som har fået Sanna Andersson til at stoppe op en ekstra gang. For hun har flere gange oplevet unge foran hende i køen i supermarkeder og langede vodka, øl og vin over disken – og ofte i store mængder.

Pilsner øl fra Harboe fotograferet onsdag den 20. juni 2018.
Pilsner øl fra Harboe fotograferet onsdag den 20. juni 2018. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

»I Sverige kan du kun købe øl med højst 3,5 procent i supermarkeder – og kun hvis du er over 18 år. Her er det jo 'det vilde Vesten'. Svenske unge drikker også, men jeg er gang på gang blevet chokeret over, at unge i Danmark drikker så meget, og at det bare er normalen, som fuldt ud accepteres af voksne,« mener Sanna Andersson.

Og Sanne Andersson har også prøvet at tage emnet op med sine danske medstuderende. Men her har hun fået et enslydende svar:

At det nærmest er umuligt at lade være med at drikke, hvis man vil være en del af fællesskabet, fordi alkohol ved studiestart i så høj grad er en del af kulturen.

»Alkoholkulturen i Danmark er meget stærk. Jeg føler, at jeg skal starte en hel revolution, hvis jeg vil ændre det,« fortæller Sanna Andersson.

Og det er ikke bare noget, som Sanna Andersson har hevet ud af den blå luft.

En europæisk undersøgelse fra 2019 viser nemlig, at svenske unge drikker markant mindre end hvad de danske unge gør.

Her vises det at tre ud af fire 15- til 16-årige danskere har svaret, at de har indtaget alkohol inden for den seneste måned.

Dette gælder kun en ud af fire blandt de adspurgte svenske 15- til 16-årige.