Gelnegle er i de seneste år blevet et populært alternativ til almindelig neglelak. Det skyldes blandt andet gellakkens ekstralange holdbarhed.
I modsætning til almindelig neglelak, skal gellak hærde under en UV-lampe. Derefter kan gelneglene holde i flere uger på neglene uden at skalle af. Brugen kan dog have omkostninger for helbredet i form af allergiske reaktioner.
En af dem, der har oplevet det, er Mai Bernt fra København. Det skriver det københavnske lokalmedie TV 2 Kosmopol.
Hun fortæller til mediet, at hun for 10 måneder siden begyndte at lave gelnegle derhjemme efter inspiration fra veninder og Instagram. Men så gik det galt.
»Huden omkring mine negle og under mine negle begyndte at klø rigtig meget. Efterfølgende begyndte mine neglebånd og huden under mine negle at væske. Og mine negle begyndte at løfte sig,« siger Mai Bernt til TV 2 Komsopol.
Mai Bernt fortæller videre, at hendes negle overordnet set har det fint i dag, men at de blandt andet stadig er misfarvede og overfølsomme over for neglelak.
TV 2 Kosmopol har desuden fundet en lang række influencere, der på sociale medier har reklameret for hjemmekits til gelnegle inden for de seneste fire måneder.
Det møder skarp kritik fra flere eksperter, som mediet har talt med.
