»Det er massiv politikerlede, og jeg synes, det er svært at have tillid til lokalpolitikere, når sådan noget her kan ske.«

Sådan lyder den kontante melding fra byrådskandidaten i Middelfart Eik Bærholm Frikke (S).

Meldingen er rettet direkte mod sin tidligere partikollega og nu partihopper Ulla Sørensen, der kort efter valgstederne lukkede tirsdag, meddelte, at hun forlader Socialdemokratiet til fordel for Venstre – og ovenikøbet bliver borgmesterkandidat, selv om hun fik næstfærrest personlige stemmer blandt Socialdemokraterne i Middelfart Kommune.

Ulla Sørensens skiftet har vækket så meget harme, at Eik Bærholm Frikke har arrangeret en demonstration på Facebook rettet mode det tidligere S-medlem under titlen 'Demonstration mod politikerlede' til afholdelse torsdag klokken 14. 

»Jeg synes simpelthen, at det er et svigt af borgernes tillid. Og jeg synes, man svigter sit ansvar,« lyder begrundelse for, hvorfor han har arrangeret begivenheden, som 45 personer i skrivende stund har trykket 'deltager' på.

19-årige Eik Bærholm Frikke fik 84 personlige stemmer færre end Ulla Sørensen, og sluttede dermed lige under hende. 

Ifølge ham, er det en selvstændig pointe, at han nærmest kunne have lavet samme skifte som hende, og dermed blevet Danmarks yngste borgmester. 

»Prøv at forestil dig, at en fuldstændig ukendt 19-årig dreng som mig gik efter borgmesterposten og ingen problemer havde med at svigte vælgernes tillid. Det ville være uhørt,« fortæller han til B.T.

Bærholm Frikke retter desuden også en kritik af Venstres Anders Møllegaard, som fik omkring 1500 personlige stemmer, hvilket er næstflest – kun overgået af den tidligere borgmester Johannes Lundsfryd (S). 

Kritikken går på, at han trods de mange personlige stemmer, valgte at trække sit borgmesterkandidatur tilbage, for i stedet at pege på Ulla Sørensen. 

»Der er noget fundamentalt galt. Og jeg synes faktisk, det er et svigt over for de borgere, der har stemt personligt på ham at lade Ulla Sørensen gå ind og blive borgmester,« siger han.

Men er det her opråb ikke bare fordi, du er en dårlig taber?

»Måske en lille smule, men jeg synes egentlig ikke, det er tilfældet,« siger han og holder fast i kritikken:

»Jeg er ikke vred, men skuffet over, at man som lokalpolitiker ikke kan tage det ansvar seriøst. Fordi det er borgerne, som giver dig et ansvar,« siger han. 

Torsdag eftermiddag blev det meldt ud, at det tords tidligere meldinger bliver Anders Møllegaard fra Venstre, som kommer til at bære borgmesterkæden i Middelfart.

Inden da meldte Ulla Sørensen ud, at hun trods tidligere udtalelser, ikke så sig selv som »decideret borgmesterkandidat«, men blot forhandlingsleder. 

Op til den udmelding havde der ellers været radiotavshed fra det nykårede Venstre-medlem. 

På hendes Facebook-kommentar-spor har der til gengæld været meget aktivitet: 

'Hvor skulle du skamme dig!,' skriver en på hendes seneste opslag.

Mens en anden skriver: 

'Tænk at være så ligeglad med sit eget ry og rygte, vælgerne og demokratiet i sin helhed for at stille sin egen magtli … rettelse appetit på magten. Du er en skændsel for vort demokrati.'

B.T. forsøger at få en kommentar fra Ulla Sørensen og Anders Møllegaard.