Der var skum over det hele, og Eileen Jakobsen kunne hverken se ud af øjnene eller trække vejret, da hun med sin fire måneder gamle baby på maven forsøgte at komme ud af S-toget. Kort forinden - fredag aften - havde en ung mand i fuldskab skruet låget af en brandslukker.

Det var ellers startet som en hyggelig aften på Dyrehavsbakken i Klampenborg for Eileen Jakobsen, hendes forældre og fire børn på henholdsvis syv, fem og to år samt den mindste på fire måneder. Men da familien skulle hjem med toget fra Klampenborg Station, blev de mødt af utallige gymnasieelever, som havde været til introfest i Dyrehaven.

»Det mindede om 1. maj gange 20. Der var hundredvis af unge mennesker, og de var alle sammen meget fulde og højrystede,« fortæller Eileen Jakobsen.

Hvert år samles flere tusinde unge fra gymnasier over hele København i Dyrehaven ved Ulvedalene.
Hvert år samles flere tusinde unge fra gymnasier over hele København i Dyrehaven ved Ulvedalene. Foto: Maria Albrechtsen Mortensen
Vis mere

Familien, der til daglig bor i Ishøj, kom til sidst ind i et tog mod Valby, men også her var der fyldt med mennesker.

»Vi stod fuldstændig mast sammen i togets midtergang ved dørene, og stemningen var ikke særlig fed. Folk skubbede og maste, og min far forsøgte sammen med en ung fyr at beskytte mig og mine børn i et hjørne, så vi ikke blev mast,« siger Eileen Jakobsen, der stadig er meget berørt af oplevelsen.

Eileen Jakobsens børn på syv år, fem år, to år og fire måneder var alle i togkupéen, da en fuld ung mand fredag åbnede en S-togs-brandslukker. Børnene hostede og fik kvalme af at indånde pulveret fra brandslukkeren.
Eileen Jakobsens børn på syv år, fem år, to år og fire måneder var alle i togkupéen, da en fuld ung mand fredag åbnede en S-togs-brandslukker. Børnene hostede og fik kvalme af at indånde pulveret fra brandslukkeren.
Vis mere

Kunne ikke trække vejret

Hvad der efterfølgende skete i S-togets midterkupé fredag aften på vej mod København, har Eileen Jakobsen stadig svært ved at forstå.

»En ung, fuld fyr får den åndssvage idé at tage togets pulverslukker ud af holderen og skrue låget af. Pludselig kan jeg ikke se noget. Det svier i øjnene og generer næsen og lungerne. Jeg har svært ved at trække vejret, men jeg skal bare have mine børn i sikkerhed.«

Togkupéen er nu fyldt med hvidt pulver, og folk går i panik, mens toget fortsætter mod den næste station.

På grund af chok kan Eileen Jakobsen ikke huske, hvilken station toget efterfølgende stoppede på. Men DSB's pressevagt oplyser til B.T., at der fredag klokken 22.53 gik en røgalarm i et tog ved Hellerup Station. Ifølge pressevagten kan alarmen sandsynligvis være startet af en antændt brandslukker.

Spædbarn fik blå læber

»Jeg har min fire måneder gamle datter i en bæresele på maven, så min far sparker og skubber til døren, så jeg hurtigt kan komme ud af midterkupéen og væk fra pulveret. Jeg kravler hen over folk, mens jeg forsøger at komme hen til et sted uden røg. Jeg holder min datter op mod et af togets åbne vinduer, så hun kan få luft.«

Tre unge piger får øje på spædbarnet, der er dækket af støv og bleg med blå læber. Med råb og skub får de folk i toget til at danne en passage, så Eileen kan komme igennem.

»Jeg kunne ikke have klaret det uden de tre piger. Jeg aner ikke, hvad de hedder, men jeg håber, at de vil kontakte mig. Jeg vil meget gerne sige tak og give dem et eller andet, og det vil mine børn også.«

Gymnasieelever græd

Takket være pigernes hjælp kommer Eileen Jakobsen og hendes datter hurtigt ud af toget. Samtidig har Eileens forældre fået de tre andre børn i sikkerhed på perronen.

»Der kommer en masse unge mennesker hen og spørger, om vi har brug for hjælp. Alle virker meget rystede over situationen, og flere græder. Min far får blandt andet en flaske vand, som han hælder ud over min toårige dreng, der er helt hvid af pulver. En gymnasiedreng græder og siger, at folk er for sindssyge, og at han ikke vil gå i skole med den slags mennesker.«

Toårige Alexander lå og sov i sin lillesøsters barnevogn, da brandslukkeren blev åbnet. Han var dækket af hvidt pulver, da familien endelig kom ud af toget.
Toårige Alexander lå og sov i sin lillesøsters barnevogn, da brandslukkeren blev åbnet. Han var dækket af hvidt pulver, da familien endelig kom ud af toget.
Vis mere

I dag har børnene og Eileen Jakobsens familie det godt, selvom de stadig er rystede over episoden fredag aften.

»Vi hostede alle sammen og havde brækfornemmelser indtil lørdag morgen. Jeg ved, hvordan det føles at have røget for mange cigaretter, og mine lunger føltes på samme usunde måde. Det, tror jeg også, er den følelse, mine børn har oplevet. Jeg var særligt bekymret for min fire måneder gamle datter, som er født syv uger for tidligt med underudviklede lunger. Men hun har det heldigvis også fint igen.«

Selvom oplevelsen var skræmmende, prøver Eileen Jakobsen at tænke positivt.

»Jeg er virkelig rørt over, hvor mange unge mennesker som tilbød at hjælpe os, og som var bekymrede for os. Det var virkelig rørende at se. Dog håber jeg, at DSB vil tænke lidt mere over, hvad de kan gøre på dagen for gymnasiefesten i Dyrehaven næste år.«

DSB har ikke ønsket at kommentere yderligere på sagen.

I dag har Eileen Jakobsen, hendes forældre og hendes børn det godt, men de taler meget om, hvad der skete fredag, eftersom de alle stadig er meget rystede efter oplevelsen.
I dag har Eileen Jakobsen, hendes forældre og hendes børn det godt, men de taler meget om, hvad der skete fredag, eftersom de alle stadig er meget rystede efter oplevelsen.
Vis mere