Har du billet til første klasse hos DSB, kan du også komme forrest i køen hos 7-Eleven.

I hvert fald på Østerport Station i København.

Det viser et billede som Sigurd Agersnap, der er politisk ordfører i SF, har lagt op på Facebook.

Han skriver:

'Hvad er der nu galt med at råbe »åbn en kasse mere.« Det er da en stolt dansk tradition, at det er sådan, vi snyder os foran i køen.'

'Men åbenbart ikke for dem på første klasse. Nu skal de også have deres egne kasser, når de skal købe en croissant.'

'Først i lufthavnen, så Lego-land og nu også 7-eleven. Dansk køkultur ender jo med at uddø sådan her.'

'Hvad er der nu galt med det gode gamle princip, vent på din tur, uanset hvor mange penge du har …'

TV 2 Kosmopol har været i kontakt med Martin Zunda, der er administrerende direktør i DSB Service & Retail.

Han fortæller, at kassen på Østerport Station er den eneste af sin slags i Danmark og fungerer som en lokal forsøgsordning.

»Har man en førsteklassesbillet, har man ret til en gratis kop kaffe, og skiltet er sat op, så dem, der blot skal hente denne, kan gøre det i en separat kø uden at skulle stå i vejen for almindelige kunder. Det er altså et initiativ, hvor vi forsøger at forbedre kundeservicen for alle vores kunder,« siger han.