»Mange af de infektioner med salmonella og campylobacter, som Statens Serum Institut registrerer, skyldes madsmitte under udlandsrejser.«

Sådan lyder det fra netop Statens Serum Institut, der nu deler en række tips på Twitter til, hvordan vi danskere undgår at blive syge på vores sommerferie – især hvis vi skal til udlandet.

  • Vask hænder med sæbe eller brug håndsprit
  • Pas på med salat og rå grøntsager
  • Varm mad skal være rygende varm – ikke lunken
  • Skyl eller skræl selv frugten.

Generelt når man er på ferie, kan det være en god idé at være kritisk over for, hvad man spiser og drikker.

Derfor lyder et godt råd også, at man holder sig fra vand fra vandhanen og isterninger, hvis man vil undgå en god omgang turistmave.

Skulle uheldet være ude, skal man indtage rigeligt med væske for at forebygge og behandle dehydrering, der kan opstå som følge af diarré og opkastninger.

Antibiotikabehandling kan blive nødvendig, hvis bakterierne har spredt sig uden for tarmen, samt til personer med alvorlig underliggende sygdom.

Det gælder både i tilfælde af campylobacter og salmonella.