Et lille stykke uden for Odense tæt på motorvejen ligger et forholdsvis nyt motorsportsanlæg.

Men i over et år har der ikke kørt et eneste køretøj på banen – og det er der en helt særlig grund til.

For i december 2020 fik motorsportsanlægget en nedslående besked. De oprindelige miljøgodkendelser til anlægget blev ophævet af Miljø- og Fødevareklagenævnet. Det var altså med andre ord slut med at køre.

Derfor blev der straks igangsat en proces for igen at kunne lovliggøre anlægget, men sådan en proces er ikke gratis og for den sags skyld heller ikke billig.

I april fik Fyens Motor Sport, der altså ejer anlægget, derfor næsten en million kroner fra Odense Kommune, så der kunne gennemføres nye miljøundersøgelser med henblik på en ny miljøgodkendelse. Pengene blev givet som et såkaldt »ekstraordinært tilskud«.

I juni ansøgte og fik motorsportsklubben så yderligere 330.000 kroner af kommunen, og lidt over et halvt år senere er de så klar til modtage endnu et ekstraordinært tilskud på over 700.000 kroner.

Det fremgår af et referat af et nyligt afholdt By- og Kulturudvalgsmøde.

Som begrundelse for det nu tredje ekstraordinære tilskud til klubben skriver By- og Kulturforvaltningen blandt andet:

»Fyens Motor Sport tiltrækker unge, som ikke nødvendigvis er til de traditionelle idrætter. Klubben bidrager til at give disse unge en mulighed for at blive en del af et aktivt fællesskab, hvor der stilles krav til de unge, men hvor der også vises de unge en høj grad af tillid,« står der i referatet.

For den nye By- og Kulturrådmand Søren Windell (K) er håbet, at den nu over et år lange sag om motorsportsanlægget snart vil nu sin afslutning.

»Det er en sag med mange dilemmaer og følelser. Jeg håber, at sagen kan få en afslutning, så beboere og Fyens Motor Sport ved, hvor de står i fremtiden,« siger Søren Windell til TV 2 Fyn.

Foreningen selv har bidraget med cirka 310.000 kroner til miljøundersøgelserne. Af referatet fremgår det, at der ikke vil komme yderligere udgifter i fremtiden. Det var altså tredje og sidste gang, at kommunen måtte punge ud.