Under Zelenskyjs besøg: Dansk militærfly kredser over mystisk skib med russiske forbindelser
Skibet er tidligere blevet kædet sammen med den russiske skyggeflåde.

Skibet er tidligere blevet kædet sammen med den russiske skyggeflåde.

Et dansk militært overvågningsfly har cirklet rundt i luften over Øresund siden middag.
Tilsyneladende kredser flyet, som tilhører Hjemmeværnet, over skibet Germanica Hav, der flere gange er blevet kædet sammen med den russiske skyggeflåde.
Det skriver DR.
Ifølge mediet har flyet og skibet fulgtes ad siden klokken 12.20, hvis man sammenligner deres positionsdata. De to parter mødtes angiveligt ud for Stevns.
Skibet er ejet af det norske rederi Hav og sejler under Antigua og Barbudas flag. Rederiet har dog et datterselskab, HAV Ship Management NorRus, der har kontor i Kaliningrad.
I sidste uge kom det frem, at svensk politi havde bordet selvsamme skib, efter at det havde vakt mistanke hos det svenske forsvar.
Skibet havde på daværende tidspunkt cirklet rundt ved et svensk militærområde, hvorefter det sejlede mod Gotland og blev bordet af svensk politi.
Forsvarskommandoen oplyser til DR, at Hjemmeværnsflyet er sendt afsted af politiet som led i indsatsen i forbindelse med den ukrainske præsidents besøg i Danmark.
Volodymyr Zelenskyj ankom til København tirsdag, hvor han blandt andet deltog i en arbejdsmiddag med statsminister Mette Frederiksen (S) og andre nordiske statsledere.
Onsdag har han været i audiens hos kong Frederik og holdt tale fra Folketingets talerstol.