Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Udefra syner den ikke af meget, men i det centrale Odense ligger en atomsikret bunker, hvorfra en hel bys infrastruktur indtil 2007 skulle styres i tilfælde af krig.

Bunkeren fra 1954 er indrettet som kommandocentral, og rundtomkring står lave skriveborde til blandt andre en signalleder, en radioleder og en politimand med ansvar for at tænde for byens sirener – hvis situationen skulle blive alvorlig, vel at mærke.

Forestil dig væggenes farve.

Er de gule, turkis, røde eller grå?

I styrerummet for Kommandocentral Odense er de alle fire farver, og den muntre vægbeklædning er ingen tilfældighed.

»På et tidspunkt vurderede man arbejdsmiljøet i danske bunkere og besluttede, at der skulle være sprælske farver for at kompensere for det manglende dagslys,« siger Peter Freisleben og tilføjer:

»Og det virker.«

Han ved det, fordi han har opholdt sig adskillige dage og måneder i bunkeren i løbet af de seneste ti år, og mindst to gange om ugen låser han sig ind og tjekker, at alt er i orden.

Da foreningen Odense Bunkermuseum overtog nøglen til den tidligere Odense Kommandocentral i 2012, var Camilla og Peter Freislebens børn så små, at de legede med lejetøj, mens de voksne arbejdede på museet. I december kunne de spille Counter Strike i kommandorummet, mens de voksne malede bunkerens tunnel og indgangsparti. Foto: Odense Bunkermuseum
Da foreningen Odense Bunkermuseum overtog nøglen til den tidligere Odense Kommandocentral i 2012, var Camilla og Peter Freislebens børn så små, at de legede med lejetøj, mens de voksne arbejdede på museet. I december kunne de spille Counter Strike i kommandorummet, mens de voksne malede bunkerens tunnel og indgangsparti. Foto: Odense Bunkermuseum
Vis mere

I 2012 stiftede han sammen med sin kone, Camilla Freisleben, og en gruppe frivillige foreningen Odense Bunkermuseum, og samme forår fik de overdraget nøglerne til bunkeren.

»Vi har fået en kontrakt på at drive museum, så længe der ikke er krig,« siger Peter Freisleben.

For skulle der udbryde krig, kan bunkeren meget vel komme i spil igen.

I mellemtiden er den 450 kvadratmeter store bunker omdannet til et museum, hvor de tidligere helt afgørende poster nu bliver varetaget af mannequinlignende dukker.

En af dukkerne er politimanden Jesper, der som en del af varslingsafsnittet var ansvarlig for byens sirener. Under den sidste del af den kolde krig og helt frem til 1993 var han hver onsdag i bunkeren for at teste sirenerne.

Virkelighedens Jesper hedder Fabricius til efternavn, og det er hans uniform, dukken Jesper har på.

Signalrummet i bunkeren er malet i forskellige muntre farver for at veje op for det manglende dagslys. Foto: Liv Østerstrand
Signalrummet i bunkeren er malet i forskellige muntre farver for at veje op for det manglende dagslys. Foto: Liv Østerstrand
Vis mere

Jesper Fabricius blev kontaktet af Peter Freisleben, fordi der på et tidspunkt skulle laves et tv-indslag om museet, og derfor var det oplagt at have en ægte bunkermand med.

»Da jeg kom derned, havde jeg ikke været dernede i mange år. Det var ligesom at få et deja-vu, fordi den var ligesom, jeg havde forladt den. Selv lugten var den samme,« siger Jesper Fabricius, der ikke havde planer om at blive hængende.

»Nu skal I ikke regne med, at jeg kommer rendende i tide og utide,« husker Peter Freisleben, at Jesper Fabricius skulle have sagt.

Sådan blev det ikke. Det har grebet om sig, som Jesper Fabricius siger, og i dag har han ansvaret for at vise skoleklasser rundt i bunkeren, ligesom han står i spidsen for en ny politi-udstilling på museet med baggrund i sine 36 års ansættelse ved politiet.

Under den kolde krig var arbejdet i bunkeren langtfra så muntert, som farven på væggene antyder.

»Det var midt under den kolde krig, det var ret seriøst. Vi, der arbejdede dernede og havde vores faste gang, var fast overbevist om, at krigen ville komme,« siger Jesper Fabricius.

Et par gange om året var der øvelse, hvor Jesper Fabricius som politimesterens repræsentant var en af nøglepersonerne til at sikre, at der ikke skete byens borgere noget under et fjendtligt angreb.

»I detaljer var det planlagt, hvordan vi skulle gøre, selvom vi ikke vidste, hvad der ville ske,« siger han.

Selvom det var en øvelse, føltes det virkeligt, næsten for virkeligt nogle gange. For eksempel, da der blev »smidt bomber« i byens sydøstkvarter i nærheden af Jesper Fabricius' hjem.

»Der var jeg nødt til at ringe til min kone og høre, hvordan hun havde det, selvom jeg godt vidste, det var en øvelse. Du anede ikke, hvornår du kom op, eller hvad du kom op til.«

Når han og de andre frivillige i dag laver rundvisninger på museet, forsøger de at blande alvoren med humor og underholdning – for tiden var på mange måder en anden.

For Peter Freisleben og foreningens andre frivillige bliver der arbejdet hårdt på, at historien bliver bevaret og vist frem. Ikke kun på grund af ren nørderi, men også for at minde folk om, hvor kort tid siden det var, at det var ved at gå helt galt.

Indtil videre har det vist sig at være en succes både i forhold til gæster og frivillige, der ligesom Jesper Fabricius ikke kan lade være med at komme tilbage.

»I det hele taget er det fedt, at det har vist sig at være et bæredygtigt projekt,« siger Peter Freisleben.