Du kender nok følelsen. Du skændes med din partner og får brug for alenetid ved at gå eller køre en tur.
Sådan havde Simon det, da han blev uvenner med kæresten Trine. Men kort tid efter at han var kørt væk på sin scooter, fik Trine et opkald fra sygehuset. Simon havde været udsat for en alvorlig ulykke. Meget alvorlig.
Vi går fire år tilbage til en sommerdag i august.
Trine ringer til Simon. For selvom parret fra Silkeborg havde skændtes, vil hun høre, om han kommer hjem og spiser pizza til aftensmad.
Ti minutter senere modtager hun et opkald fra sygehuset. Et opkald, der viser sig at ændre parrets liv for altid.
Den dengang 22-årige Simon er blevet påkørt, og hans situation er kritisk.
»Jeg kommer kørende på en scooter, og pludselig er der en, som kører ud foran mig, og jeg når ikke at bremse. Og så kører jeg ind i fronten på en modkørende bil og ryger af,« fortæller 26-årige Simon Kahr.
Han husker suset. At han ligger asfalten og spørger en mand, om han ikke kan rette ham ud.
Men manden svarer »du er rettet ud«. Og det er her, Simon ved, at den var gal.
»Jeg kommer ud på Skejby Sygehus omkring klokken 13, og Simon havde ligget på operationsbordet siden klokken 12. Da det bliver midnat, mener sygeplejerskerne, at jeg skal tage hjem, fordi de stadig er ved at operere Simon,« husker 26-årige Trine Holler.
Da hun kommer hjem, står der to kolde pizzaer på dørtrappen.
Hele den første uge ved hun ikke, om Simon vil overleve. »Det kan gå begge veje,« er beskeden fra sygehuset.
Simon ligger på intensiv i tre måneder. Hans nakke er brækket tre steder, og han kan ikke selv trække vejret eller tale. Derfor kommunikerer de med ham over staveplader.
»Det var frygteligt. Jeg blev smidt ud af skolen og sagde mit job op. Det var umuligt at sove, og jeg kunne slet ikke have en hverdag,« fortæller Trine.
»Når jeg var hos ham på sygehuset, ville jeg holde masken. Men så snart jeg gik derfra, brød jeg ud i gråd,« husker hun.
Simon ligger indlagt i alt i ni måneder. Tre måneder på Skejby Sygehus og seks på VCR – Vest Dansk Center for rygmarvsskade.
»Jeg havde ikke lyst til at leve, fordi jeg ikke kunne noget. Og lægerne kunne heller ikke love, at det ville blive bedre. Jeg havde så ondt, og mine lunger klappede hele tiden sammen. Jeg var også ved at miste livet to gange, fordi jeg fik lungebetændelse,« siger Simon.
84 procent af hans krop er lammet. Han har kun føling fra over brystet og op.
»Der gik lang tid, før det gik op for mig, at du ikke kom tilbage som den samme,« siger Trine og kigger over på sin kæreste.
»Da jeg mødte dig, var du lidt den hurtige type,« siger hun og griner.
Det tog tid at forstå, hvad der var sket. Hvad nu hvis de ikke var blevet uvenner over en bagatel? Hvis Trine havde skældt Simon ud i to minutter mere? Hvis Simon ikke havde valgt at køre væk på scooteren?
»Men man bliver syg af at tænke sådan. Man må se fremad og få det bedste ud af det,« siger Simon.
Og den tankegang valgte Trine at tilslutte sig.
For godt nok havde hun mange overvejelser om, hvordan fremtiden ville blive sammen med Simon. Om man kunne få børn og skabe en familie.
Men hvor der er vilje, er der altså vej, specielt hvis kærligheden er der. Og det er Trine og Simon om nogen et levende bevis på.
Simon har insisteret på at lære at trække vejret selv. Først lykkedes det i få sekunder, så minutter og timer, og nu er han helt fri for respirator.
Hver dag arbejder han på at blive mere selvhjulpen. Trine fortæller stolt, at han netop har fundet ud af, hvordan han kan komme fra kørestolen og over i sofaen uden hjælp.
Desværre bliver det aldrig bedre end, at han skal bemandes 24 timer i døgnet. Han skal have hjælp til stort set alt: drikke, spise, tømme blære og vendes i sengen om natten.
Simon er under paragraf 83-ordningen, der betyder, at han er døgnbemandet, men at faste hjælpere gennem et vikarbureau ikke må hjælpe med noget husligt eller tage ham med uden for huset.
»Så hvis skraldespanden er helt fuld, må hjælperne ikke tømme den. Det skal Trine gøre, når hun kommer hjem,« fortæller Simon og Trine fortsætter:
»Det skyldes, at han bor sammen med en rask partner, altså mig. Og det er jeg kun lidt endnu, hvis det her fortsætter.«
»Og så har jeg fået bevilget 15 timer om måneden, hvor hjælperne må tage mig ud. 15 timer. Det giver jo ingen mening. Det rækker ikke til en uddannelse. Og hvis det gjorde, skulle jeg vælge mellem at gå i skole eller besøge venner,« fortæller Simon.
For at han kan have et socialt liv, kræver det altså, at Trine tager med.
»Når jeg kommer hjem efter arbejde, vil Simon jo helt vildt gerne lave noget, fordi han bare har siddet hjemme. Og jeg er jo bare træt og trænger til at slappe af. Og omvendt har jeg svært ved at tage ud uden ham. Det er hårdt,« erkender Trine.
»Det duer ikke. Vores forhold er godt, men alle har jo brug for at komme lidt væk fra hinanden en gang imellem. Og hvis jeg skal købe en gave til dig, er det altså lidt nederen, at du er med,« siger Simon med et glimt i øjet.
Han drømmer om at tage en uddannelse og har derfor søgt om 'borgerstyret personlig assistance ordning (BPA)'. Trods handicappet har han nemlig lært sig selv at bruge en iPad. Og så er han i øvrigt en »helt god sælger«, som han siger.
»Jeg er for ung til bare at sidde her. Jeg vil arbejde og opleve, og det kan jeg ved at ansætte min egen personlige hjælper. Kommunen vil bare ikke forholde sig til det,« mener Simon og kalder hans nuværende situation for en 'pengebesparelse'.
Men Trine og Simon er fast besluttet på én ting: De vil ikke spare på livets store glæder. Derfor er de netop startet i fertilitetsbehandling.
»Vi har hele tiden været sikre på, at vi gerne vil have børn, og handicappet skal ikke stoppe den drøm,« siger Trine.
»Jeg slipper jo bare for alle de trælse opgaver,« siger Simon med et smil, og Trine griber joken:
»Nej, du kan ikke stå op om natten, men det er jo også mig, der har maden den første tid.«
Men kærlighed, det kan de begge fodre et barn med. Livet har nemlig sejret hos Trine og Simon, og det samme gør kærligheden, trods større udfordringer, end de fleste unge par kender til.
»Det er sjældent, at vi hænger os i bagateller. Og vi skilles aldrig som uvenner længere,« siger Simon.
