Tirsdag eftermiddag skete der en ulykke på en genbrugsplads i Videbæk i Midtjylland.

Kvinden på 81 år var på genbrugspladsen for at aflevere affald, da hun blev ramt i hovedet af et fjernsyn. Det skriver Dagbladet Ringkøbing Skjern.

Det skete under en arbejdsulykke, hvor to medarbejdere på 60 og 61 år var i færd med at håndtere et trådbur med brugte fjernsyn. Det begyndte at tippe, og alle de aflagte fjernsyn væltede ud.

De to medarbejdere blev ramt over foden og i hovedet, men uden der skete større skader.

Desværre var den ældre kvinde ikke lige så heldig. En lægehelikopter blev tilkaldt, og kvinden blev fløjet til Skejby Sygehus.

Den 81-årige kvinde var i kritisk tilstand, da hun blev fløjet af sted, og politiet kunne onsdag morgen ikke fortælle noget nyt om kvindens tilstand.

Arbejdstilsynet er blevet tilkaldt for at undersøge hændelsen nærmere.