Et kuld ulve på formentlig seks hvalpe, der i fjor blev født tæt ved Ulfborg sydvest for Holstebro, er meget snart så store, at de inden for de kommende uger eller måneder skal ud på egne poter.

Med ét bliver der mindst en håndfuld nye ulve i Vestjylland, og fåreavler Morten Thøgersen, der så sent som i weekenden - for syvende gang - blev udsat for et nyt stort dødeligt angreb på sine dyr, frygter, at det med langt flere ulve i området nu kan lakke mod enden for hans og familiens fåreavl.

»Det er kun et spørgsmål om tid, hvornår det nye kuld kommer. Moderen skal lige snart ud og finde en ny mage, og så skal dens unger klare sig selv. Danmark er et alt for lille et land til, at der skal være så mange ulve, hvis der også skal være plads til husdyr,« siger han til B.T.

»Men Miljøstyrelsen snakker bare om ulvesikre hegn og gør ellers ikke rigtig noget. Ikke efter min mening, i hvert fald. Jeg har 600-700 får og lam og har ikke råd til eller mulighed for at kunne hegne hele min besætning ind med ulvesikre hegn. Vi dækker mere end 500 hektar hver sæson og flytter jo hegnene hele tiden. Det her er ærligt talt snart ved at tage livet af mig,« siger en dybt frustreret Morten Thøgersen.

Lørdag måtte han endnu en gang hjem og hente en skarpslebet kniv og en boltpistol og gøre en ende på lidelserne for de af hans dyr, som efter et nyt formodet ulveangreb stadig var i live men blev fundet med det meste af maveindholdet hængende uden for kroppen.

»16 af mine får var blevet bidt ihjel, da jeg kom derud. Otte andre blev jeg nødt til at aflive. Nu går der fem-seks uger, før en dna-prøve skal be- eller afkræfte, om det igen er ulven, der har været her. Jeg er ikke selv i tvivl. Det er kun ulven, der gør sådan. Jeg har desværre set det alt for mange gange,« siger han.

Det har ikke gjort Morten Thøgersen mindre frustreret, at angrebet på hans dyr denne gang skete to kilometer uden for den såkaldte ulve-zone.

»Jeg har kun råd til at have ulvesikre hegn til 60 procent af det, vi skal bruge. Men hvad hjælper det, når et ulveangreb sker uden for zonen?,« spørger han retorisk.

Staten giver kun tilskud til de såkaldt ulvesikrede hegn inden for zonerne.

Det nye kuld ulve, som nu skal ud og klare sig selv, er resultatet af et ulvepar bestående af en danskfødt hunulv og en tyskfødt hanulv, som sidste forår etablerede sig sydvest for Holstebro.

Den 23. juni blev parrets hvalpekuld på mindst seks ulve fotograferet af vildtkameraer opsat af Aarhus Universitet og Naturhistorisk Museum Aarhus, som overvåger ulvenes færden i Danmark for Miljøstyrelsen.

Ulveungerne blev vurderet til på det tidspunkt at være cirka halvanden måned gamle.

Morten Thøgersen, som har været fåreavler i mere end 10 år, har med weekendens angreb mistet 84 dyr. Hvis dna-prøven om nogle uger viser, at det også denne gang er en ulv, udløser det erstatning.

Lasse Jensen, miljøplanlægger i Miljøstyrelsen:

»Vi har haft ordningen om ulvesikrede hegn siden 2017. Der er hidtil opsat cirka 35 kilometer. I Danmark har vi endnu ikke haft tilfælde med angreb på dyr, der har gået bag ulvesikret hegn. I udlandet er der enkelte eksempler, så overordnet har hegnet en rigtig god effekt,« siger han.

Ulven kom i 2012 tilbage til Danmark efter 200 års fravær. Siden da har der været 113 bekræftede ulveangreb på husdyr. 25 af dem i 2019.