Han er sigtet og dømt for at skyde en ulv, der er en fredet art, 16. april.

Nu står den 66-årige Mourits Troldtoft frem ved navn for første gang siden episoden, der trak overskrifter landet over.

Mourits Troldtoft fortæller i en TV 2-dokumentar, at skuddrabet på ulven var en kulimationen af en længere tids frygt for dyret, der opholdt sig på hans matrikel.

»Jeg følte, jeg var i en situation, hvor jeg ikke kunne overskue konsekvenserne og følte, at det kunne gå ud over både mig og min familie. Dét kombineret med at vi simpelthen ikke kunne jage den (ulven, red.) væk, og det er der jo gevaldig billeddokumentation for, jamen så blev det altså nok. Så sagde jeg, jamen så må vi jo klare det problem,« siger Mourits Troldtoft til TV 2.

(ARKIV)
(ARKIV) Foto: Morten Juhl
Vis mere

Det var første gang i mere end 200 hundrede år, at en ulv blev skudt i Danmark, og derfor gav sagen stor debat, især blandt ulveelskere i storbyerne og de borgere i Jylland, der bor i ulveområdet.

Kort efter episoden valgte 21 Søndag at bringe en videooptagelse af nedskydningen, hvor man også kunne se den tidligere folketingskandidat for Liberal Alliance Steffen Troldtoft jagte ulven i en traktor ved sin grund. Herefter dukkede hans far, Mourits Troldtoft, op i sin bil og skød ulven fra forsædet.

I slutningen af februar skal sagen om ulvedrabet endnu engang for retten. Både anklagemyndigheden og Mourits Troldtoft ankede sagen i byretten, der idømte sidstnævnte 40 dages betinget fængsel for overtrædelse af jagtloven og artsfredningsbestemmelsen. Statsadvokaten i Viborg vil i ankesagen i Vestre Landsret gå efter at skærpe straffen.

Dokumentaren om Mourits Troldtoft - Ulveland - bliver sendt tirsdag klokken 21.05 på TV 2.