Den er god nok.

Det var en hanulv, der torsdag den 23. november 2023 blev fundet død i rabatten på Nordjyske Motorvej ved Torsted vest for Rold Skov.

Ifølge Miljøstyrelsens hjemmeside er det nu fastslået ved hjælp af dna-analyser.

Ulven blev fundet død af en medarbejder, der arbejder for Vejdirektoratet med renholdelse af nordjyske motorveje. Falck bragte den til Aalborg, hvor den blev afhentet af den nationale ulveovervågning og transporteret til obduktion på Københavns Universitet.

På hjemmesiden skriver Miljøstyrelsen:

»Obduktionen viste, at dyret var blevet påkørt og dræbt på stedet, og at det med al sandsynlighed var en ulv. Der findes dog hunde, som eksempelvis tjekkoslovakisk ulvehund, der nemt kan forveksles med ulv, og blandt andet derfor var det nødvendigt med en dna-analyse.«

»Det er denne analyse, som nu har bekræftet, at der var tale om en ulv. Analysen dokumenterer også, at det er en hanulv, som tidligere er registreret både i Tyskland og Danmark.«

Ulvens dna-profil er blevet matchet med et europæisk register, og det viste, at den tidligere har efterladt dna-spor ved Hangelsberg i Tyskland og på Kongenshus Hede i Midtjylland.