Jeg genkendte det med det samme, og det gav mig en knude i maven. Et lille pip om en anden kvinde, endda en veninde, bag hendes ryg, som voksede sig større til mere groft bagtaleri.

Det er den dynamik i kvindelige venskaber, der nogle gange er svær at sætte fingeren på. For hvordan begyndte det overhovedet, og hvorfor har vi egentlig et behov for at tale hinanden ned?

Vi kvinder burde jo stå sammen og tale hinanden op?

Her har den nye sæson af 'The White Lotus' ramt plet, og fodret min egen dårlige smag i munden.

Læs også: Ny podcast afslører kvinders hemmelige tanker om deres nøgne kroppe

Vi møder kvinderne Jaclyn, en kendt Hollywood-skuespiller, Laurie, der er fraskilt advokat og bor i New York med sin teenagedatter, og Kate, der bor i Texas med sin mand.

Da de tjekker ind på luksushotellet 'The White Lotus' i Thailand, får vi med det samme indtryk af, at de bare er en tand for meget.

»Vi har været bedste venner, siden vi var 9 år gamle,« fortæller de til alle, de møder, og hurtigt bliver vi som seere bekræftet i, hvor poleret en facade deres venskab har.

Læs også: Kim skrev et pinligt ærligt opslag om fordomme mod kvinder, og så væltede kommentarerne ind

Slanger i paradis

Den første aften får kvinderne et glas vin, og så snart én af dem trækker sig tilbage for at gå i seng, falder samtaleemnet på hende.

»Hun er virkelig en god pige, en god ven. Det lød til, at skilsmissen blev rimelig slem. Det må være så hårdt,« siger Kate.

»Hun skulle betale hustrubidrag, ikke? Hvorfor? Kan du forestille dig det? Jeg ville blive så gal! Efter han nassede på hende i flere år,« svarer Jaclyn.

Cirka her får jeg ondt i maven og lyst til at pause, men kvinderne fortsætter:

»Og det hele må have været vildt svært for Ellie. Hun var den sødeste lille pige, men det hele blev nok lidt for meget,« hinter Kate.

»Hvad?«, spørger Jaclyn.

»Hun er åbenbart blevet smidt ud af to skoler, fordi hun slår og mobber,« siger Kate, og fortsætter:

»Man undrer sig over, hvorfor folk overhovedet opfostrer børn i New York. Altså, tænker de sig om? Børnene kan ikke lege, der er ingen barndom,« siger Kate, og Jaclyn kører videre på jargonen.

Er det så slemt, når vi pakker det ind?

At indlede bagtaleri med et par rosende ord om personen, er noget, jeg selv har oplevet blandt mine kvindelige relationer – og her fritager jeg desværre heller ikke mig selv.

Men hvorfor er det, vi prøver at legitimere så grov en handling – som bagtaleri er – ved lige at tilføje et par søde ord?

Ifølge psykolog og indehaver af Mentalt Overskud Julie Aasbjerg Andersen fungerer det på mange måder som en social buffer.

»Det mindsker den skyld og skam, der er forbundet med at tale grimt om en veninde. I andres øjne legitimerer det måske den eller de negative kommentarer, der kommer,« siger Julie Aasbjerg Andersen, der påpeger at sådanne interaktioner også kan optræde mellem mænd, men at det i langt de fleste tilfælde hører kvinder til.

I 'The White Lotus' ser vi, hvordan den tredje kvinde, Laurie, overhører samtalen mellem Jaclyn og Kate og ender ud i gråd. 

Vi tror her, at de to andre kvinder er de tarvelige i venindegruppen, men bagtaleriet viser sig at være universelt i deres gruppe – for så snart én af kvinderne forlader matriklen, eller blot kigger væk, starter sniksnakken.

Bagtaleri stammer fra stenalderen

Som 'The White Lotus' illustrerer, er det desværre ikke alle, der vokser fra bagtaleri med alderen, og der er også en grund til, at snakken bag nogens ryg er så forbandet genkendeligt for mange af os.

Ifølge Julie Aasbjerg Andersen stammer fænomenet med at bagtale fra stenalderen.

»Når vi genkender de her dynamikker i vores egne venskaber, så er det stenalder-dynamikker, der lever videre. Vores hjerner er programmerede til at navigere i sociale landskaber, og de her subtile magtkampe har hjulpet os med at overleve i tusindvis af år.«

»I virkeligheden kæmper vi om status og magt. I stenalderens jæger-samlersamfund var menneskers overlevelse afhængig af sociale bånd. At være en del af en gruppe øgede chancerne for beskyttelse, føde og forplantning. Derfor samles vi i grupper, og prøver lidt at skubbe hinanden ud, for at sikre vores egen overlevelse,« lyder det fra Julie Aasbjerg Andersen.

Sladder gør os lykkelige?

Så ironisk som det kan lyde, kan bagtaleri bidrage til en følelse af fællesskab, og endda udløse en form for dopamin-rush hos os.

»Hvis du og jeg taler grimt om en anden, kan det give en form for tiltro mellem os. Nu er vi trygge ved at dele det her med hinanden, og så føler vi, at vi er en del af gruppen. I stenalderen ville det at komme ud af gruppen betyde, at du døde,« siger Julie Aasbjerg og fortsætter:

»At engagere sig i negativ tale om andre kan afløse en neurokemisk respons i hjernen – hvis vi deler sladder, aktiveres hjernens belønningssystem, som netop frigiver dopamin.«

Men selvom det kan give os rare følelser at pege pilen på en anden, peger pilen i sidste ende nok mest tilbage på os selv.

»At bagtale handler om selvbekræftelse. Ved at påpege andres fejl, kan du føle dig bedre tilpas med dine egne fejl og mangler,« siger Julie Aasbjerg Andersen, hvilket er meget tydeligt i 'The White Lotus', da de tre kvinder forsøger at begrave deres egne problemer ved at tale de andres problemer op.