Det er svært ikke at ligne alle andre. Det ved Ulrik Knold bedre end de fleste.
»Jeg har kunnet mærke det altid. Når jeg var steder henne, både i skolen og ude i byen, så kiggede folk efter mig. Nogle gange fulgte de endda efter mig for at se mit ansigt.«
Ulrik Knold lider af den sjældne sygdom neurofibromatosis Recklinghausen. Sygdommen gør, at musklerne omkring hans højre øje er lammet. Det betyder, at huden vokser ud over øjet og lægger sig som en fold i ansigtet.
»Jeg har engang mødt en læge, der beskrev det sådan, at det er som at have et par underbusker på, hvor elastikken er sprunget, så man skal gå og løfte dem op hele tiden. Sådan er det med huden i mit ansigt, så selvom lægerne har løftet det, så begynder det at falde ned igen efter nogle år,« forklarer Ulrik Knold, der i sit 54-årige liv er blevet opereret hele 17 gange i ansigtet.
Men lige lidt har det hjulpet, fortæller manden, der først stod frem i Ude og Hjemme.
»Hvis jeg var alene ude og køre med bus eller tog, så forsøgte jeg altid at få en plads, hvor jeg kunne kigge ud mod vinduet og dreje hovedet lidt væk fra alle andre,« husker Ulrik Knold.
Det betyder, at han i perioder har følt sig alene. Blandt andet i skolegården, hvor flere af de andre børn ikke var sene til at pege fingre ad ham og drille ham med hans ansigtslidelse. Men også som teenager oplevede han, at hans ansigtslidelse kunne være en udfordring.
»Jeg syntes sommertider, det var svært at være teenager. Jeg har da nogle gange tænkt: 'Hvorfor er det ikke mig, der er normal? Hvorfor kan det hele ikke bare lykkes?' Men jeg har også forsøgt at stoppe mig selv og tænkt: 'Nu viser jeg dem, at jeg kan det her mindst lige så godt som dem'.«
Ifølge Dansk Forening for Neurofibromatose vil der ud af 2.500-3.000 fødsler statistisk set blive født et barn med den lidelse, som Ulrik Knold lider af.
Ud over at han så anderledes ud, og det gjorde det svært at skabe nye relationer, så var det faglige heller ikke hans stærke side. Den unge Ulrik havde svært ved at læse, skrive og regne:
»Jeg havde i forvejen ekstratimer i læseklinikken, og da de andre begyndte at have tysk, blev jeg fritaget. I stedet fik jeg ekstra dansktimer. Det hjalp lidt på det, men jeg havde jo altid det der med, at jeg havde svært ved at læse hurtigt og ikke var så god til at skrive på grund af mit syn.«
Så da dagen kom, og Ulrik Knold skulle vælge vej i livet, måtte han indse, at han måtte opgive sin drøm:
»Jeg ville gerne være mekaniker eller smed, men jeg fik at vide, at det kunne jeg ikke blive. Det var for svært for mig, hvis jeg skulle ind bag noget og kigge, og fordi jeg har svært ved at afstandsbedømme, så blev det også svært at lave noget meget præcist. Det gjorde ondt,« husker han.
Ulrik Knold fik sig dog en uddannelse som teknisk assistent inden for produktion og drift. Men den uddannelse har han aldrig brugt. I stedet har han arbejdet på fabrikker det meste af sit liv, og de seneste tre år har han haft job som pedel på en skole:
»Det betyder rigtig meget for mig, det arbejde. Jeg kan godt lide at komme hver dag og passe mine ting, og når jeg møder på skolen, er der ingen, der tænker over, at jeg kun har et øje. Jeg er der bare,« fortæller han.
Og det er en følelse, som han kun få gange har oplevet i sit liv.
»Som teenager var jeg spejder i Middelfart, og dengang var de også ligeglade. Jeg blev accepteret som den, jeg var,« fortæller han og fortsætter: »Det er en lettelse, når folk tager imod mig på den måde, for jeg har tit følt, at ingen vil have mig. Jeg tror, jeg har tænkt det, fordi jeg ser lidt anderledes ud end alle de andre,« forklarer han.
Ulrik Knold har aldrig haft en rigtig kæreste, og selvom han aldrig har oplevet, at en flirt har fortalt ham, at hans udseende har været et problem, så er det hans egen fornemmelse, at udseendet nogle gange har spændt ben for ham:
»Jeg tror, mit udseende har betydet noget. Men jeg har nok også haft det bedst med at kunne skærme mig lidt og gøre, som det passede mig, så måske er det både mit udseende og den indstilling til livet,« forklarer han.
For et år siden skrev Ulrik Knold et opslag på en Facebook-gruppe i byen Gjern, hvor han bor, og i opslaget forklarede han, hvad der er årsagen til, at han ser ud, som han gør.
»Dét, at jeg er begyndt at fortælle, hvorfor jeg ser sådan her ud, har gjort, at folk kender mig. De behøver ikke stirre på mig eller gætte. Nu ved de besked, og jeg føler, de accepterer mig og min historie og ikke længere tænker 'hvad er det for et fjols, ham der',« siger Ulrik Knold.
Og det har også tilladt ham at håbe for fremtiden:
»Følelsen af, at ingen vil have mig, forsvinder lige så stille. Det hjælper at åbne op, og en dag håber jeg at finde en kæreste. Udseende betyder ikke så meget for mig, men jeg kunne godt tænke mig en, der er sød at være sammen med, og en, som jeg kan snakke med og dele livet med. Indtil jeg finder hende, har jeg heldigvis nogle dejlige venner, som jeg holder meget af.«
