Føtex, SuperBrugsen, Shell, 7-Eleven og Spar er bare nogle af de landsdækkende butikskæder, hvor du kan finde sim-kort og mobilabonnementer fra teleselskabet Lycamobile.

Men de færreste ved, at når de køber et abonnement hos firmaet med det grønne og blå logo, køber de et ulovligt produkt.

Mobilselskabet sælger nemlig abonnementer med data, hvor funktionen internetdeling er slået fra. Det betyder, at du kun kan bruge dataen på din egen telefon og ikke dele den med andre enheder.

Og det er imod EU-lovgivningen, forklarer Torben Rune, der er teleekspert og direktør i virksomheden Netplan:

»Det er uacceptabelt. EU-reglerne siger klart og tydeligt, at det er ulovligt at begrænse, hvad en kunde bruger sin data til. Og selvfølgelig skal Lycamobile overholde reglerne ligesom alle andre,« siger Torben Rune.

Til venstre ses, hvordan det normalt ser ud, når du trykker på knappen 'Internetdeling' under indstillinger på en iPhone. Til højre ses, hvordan den samme handling ser ud med et Lycemobile-sim-kort. Hvis du kontakter Lycamobiles kundetelefon, fortæller de, at deres abonnementer ikke inkluderer internetdeling.
Til venstre ses, hvordan det normalt ser ud, når du trykker på knappen 'Internetdeling' under indstillinger på en iPhone. Til højre ses, hvordan den samme handling ser ud med et Lycemobile-sim-kort. Hvis du kontakter Lycamobiles kundetelefon, fortæller de, at deres abonnementer ikke inkluderer internetdeling. Foto: Screenshot fra Iphone
Vis mere

Han opfordrer kunder, som har købt et abonnement hos Lycamobile, til at søge kompensation og derudover tænke over, om de forsat vil bruge teleselskabet.

»Hvis jeg var kunde, ville jeg bede om kompensation. Men det kan du kun få, hvis du kan dokumentere, at du har haft et tab fra den manglende internetdeling. Og så synes jeg, at kunderne skal overveje at finde en anden leverandør,« forklarer Torben Rune.

En af Lycamobiles tidligere kunder er 21-årige Oliver Dylan fra Glamsbjerg på Fyn.

Han oplevede selv, hvordan teleselskabet ulovligt begrænser data, da han tilbage i juni købte et Lycamobile-sim-kort.

Sådan ser Lycamobiles sim-kort ud, og dertil kan du købe et abonnement, som du kan installere. Lycamobiles produkter kan købes over hele landet i mere end 15 forskellige butikskæder, bl.a. Føtex og 7-Eleven.
Sådan ser Lycamobiles sim-kort ud, og dertil kan du købe et abonnement, som du kan installere. Lycamobiles produkter kan købes over hele landet i mere end 15 forskellige butikskæder, bl.a. Føtex og 7-Eleven. Foto: Benedicte Borelli
Vis mere

»Jeg skulle skifte internetudbyder i min lejlighed og havde brug for en alternativ internetforbindelse, indtil det nye wifi var installeret. Derfor gik jeg ned til den lokale Shell i Glamsbjerg og købte et Lycamobile-sim-kort og et abonnement med 60 gigabyte data,« fortæller Oliver Dylan der til daglig læser jura på Syddansk Universitet.

Men Oliver Dylan fandt hurtigt ud af, at teleselskabet havde blokeret for internetdelingen.

»Da jeg kom hjem, prøvede jeg med det samme at tænde for internetdelingen på min telefon, med der stod, at funktionen var utilgængelig. Jeg troede simpelt hen ikke, at det kunne være rigtigt.«

Oliver Dylan havde nemlig netop købt sim-kortet, så han kunne bruge dataen i hele sit hjem.

»Jeg købte taletidskortet, så jeg kunne dele internettet på min computer og andre enheder i min lejlighed, så jeg blev rigtig vred, da jeg fandt ud af, at det faktisk er ulovligt og i uoverensstemmelse med EU-lovgivningen. Jeg havde jo regnet med, at det var et ordentligt produkt, som blev solgt i danske forretninger landet over.«

Oliver Dylan gik tilbage til Shell-tanken, hvor han købte abonnementet, men her var der ikke meget hjælp at hente.

»Det lød, som om de ansatte hos Shell ikke troede på mig, og de var meget flabede. Alligevel lovede de, at de ville kontakte Lycamobile og vende tilbage til mig, men jeg har aldrig hørt fra dem.«

Efter flere forsøgt på at få fat i Lycamobile valgte Oliver Dylan til sidst at give op.

Oliver Dylan fra Glamstrup på Fyn studerer jura. Derfor blev han også rigtig vred, da han opdagde, at det sim-kort, han havde købt hos firmaet Lycamobile, var i strid med EU-lovgivningen om fri data.
Oliver Dylan fra Glamstrup på Fyn studerer jura. Derfor blev han også rigtig vred, da han opdagde, at det sim-kort, han havde købt hos firmaet Lycamobile, var i strid med EU-lovgivningen om fri data. Foto: Privat
Vis mere

»Jeg droppede bare sim-kortet og ventede på, at det nye internet var installeret, men jeg synes, det er fuldstændig vanvittigt, at landsdækkende forretninger sælger ulovlige sim-kort.«

I februar 2018 blev teleselskabet Oister taget i en lignende sag, da de brød EU-reglerne ved at tilbyde abonnementer, hvor kunderne var begrænset til kun at kunne dele 60 gigabyte data om måneden. Sagen kom medierne for øje, og kort tid efter ophævede Oister begrænsningen.

B.T. har selv testet et Lycamobile-sim-kort købt i 7-Eleven. Også her var internetdeling utilgængelig. Da B.T. kontaktede Lycamobiles kundesupport, blev det meddelt, at funktionen ikke er tilgængelig i nogle af firmaets abonnementer.

Trods flere forsøg har det foreløbig ikke været muligt for B.T. at få en kommentar fra Lycamobile.