Egentligt var det meningen, at Ulla Cornett bare ville tage et billede af de kaosagtige tilstande på Anker Jørgensens Plads.

Men så kom råbet fra den ranglede mand.

»Hey. Hvad laver du? Lad mig lige få den mobil,« råbte han med en aggressiv tone.

På det tidspunkt havde Ulla allerede kontaktet Københavns Politi og Københavns Kommune et hav af gange, og flere gange var hun blevet bedt om at fotodokumentere problemerne med uro, vold og narkosalg på pladsen foran hendes lejlighed, så hun var fast besluttet på at beholde billedet, hun lige havde taget.

Problemer ved Anker Jørgensens Plads i Sydhavnen. Nogle af de skilte, Ulla Cornett har lavet.
Problemer ved Anker Jørgensens Plads i Sydhavnen. Nogle af de skilte, Ulla Cornett har lavet. Foto: Nikolai Linares
Vis mere

Og nu kom manden gående med hastige skridt mod Ulla.

»Han ville have min telefon, og jeg skulle nok bare have givet ham den, men jeg tog den om bag ryggen og holdt fast på den,« fortæller Ulla Cornett, da B.T. besøger hende i lejligheden, der ligger placeret direkte ud til Anker Jørgensens Plads.

Men han var fast besluttet på at få fat i den.

Manden tog nemlig hænderne rundt om Ulla og maste til, så den 62-årige kvindes ribben blev trykket.

Politiet kom hurtigt til stedet, og pensionisten fik anmeldt sagen.

»Folk skal da ikke gå og gøre ældre damer fortræd,« siger hun.

Episoden var kulminationen på én lang kamp, som Ulla og mange af naboerne har kæmpet, efter de udsatte personer begyndte at opholde sig på pladsen i sommeren 2018.

I begyndelsen var det den voldsomme larm og lemfældige brug af husmure og haver til at urinere, der var problemet, men da det udviklede sig til episoder med ubehagelig tilråb og fysiske konfrontationer, begyndte det for alvor at bekymre naboerne.

Derfor har det de seneste måneder også hængt en række bannere foran Ullas lejlighed.

'I dette område anbefales høreværn og sikkerhedsbriller,' står der på et af dem.

Problemer ved Anker Jørgensens Plads i Sydhavnen. Nogle af de skilte, Ulla Cornett har lavet.
Problemer ved Anker Jørgensens Plads i Sydhavnen. Nogle af de skilte, Ulla Cornett har lavet. Foto: Nikolai Linares
Vis mere

På et andet står der, om det virkelig er rimeligt, at en familie med tre børn har måttet flytte væk fra kvarteret, og at en anden familie overvejer det samme.

Onsdag beskrev B.T., hvordan en pølsemand og den lokale Fakta har været hårdt ramt af en gruppe udsatte personers adfærd, men Ulla har haft det endnu tættere på kroppen.

Problemer ved Anker Jørgensens Plads i Sydhavnen.
Problemer ved Anker Jørgensens Plads i Sydhavnen. Foto: Nikolai Linares
Vis mere

Ud over det trykkede ribben har det ændret hendes hverdag markant.

»Jeg bruger eksempelvis ikke min have mere. Jeg har også købt et formstøbt høreværn, så jeg kan sove med vinduet åbent, og så er jeg generelt bare utryg,« fortæller Ulla, der vurderer, at hun har ringet til politiet omkring 20 gange det sidste halvandet år.

Den 62-årige kvinde har flere gange overvejet at finde et andet sted at bo.

Problemer ved Anker Jørgensens Plads i Sydhavnen. Hegnet, de har været nødt til at bygge ved pladsen for at holde folk væk fra opgangen.
Problemer ved Anker Jørgensens Plads i Sydhavnen. Hegnet, de har været nødt til at bygge ved pladsen for at holde folk væk fra opgangen. Foto: Nikolai Linares
Vis mere

»Jeg har overvejet at flytte mange gange. Vi er magtesløse og undrende. Københavns Kommune må have oplevet det her før, men det virker, som om de ikke tager det alvorligt,« fortæller Ulla, der har boet i lejligheden i ni år.

Hun mener, at Københavns Kommune i hvert fald skal fjerne de personer, der åbenlyst sælger stoffer på pladsen, og derfor er hun også glad for, at boligselskabet har forsøgt at få monteret videoovervågning på Anker Jørgensens Plads.

Egentligt er Ulla ligeglad, hvordan det skal ske. Hun vil bare have, at mareridtet stopper.

B.T. har forholdt Københavns Kommune for kritikken, og her er svaret, at man tager sagen meget seriøst, men at man ikke kan flytte den gruppering, der skaber utryghed ved pladsen.

»Vi er bekendt med situationen og har forsøgt mange tiltag derude, men nej, vi kan ikke tage folk fysisk væk fra en offentlig plads. Det har vi ikke hjemmel til. Vi er dog til stede derude og har en løbende dialog med flere, der opholder sig på pladsen,« fortæller Inger Riis-Donnelly, der er afdelingsleder i kommunens socialforvaltning.

Københavns Politi bekræftede ligeledes tirsdag over for B.T., at man er bekendt med situationen på pladsen.

»Vi er bekendt med, at en gruppe lokale udsatte, hvoraf flere er misbrugere, skaber utryghed på og omkring Anker Jørgensens Plads,« udtalte vicepolitiinspektør Rasmus Schultz, der er leder af nærpolitiafdelingen ved Københavns Politi.

Tirsdag tog B.T. også kontakt til et par af de personer, der befandt sig på Anker Jørgensens Plads, og som tilkendegav, at de »var nogen af dem, som naboerne er sure på«.

Men lige så vel gjorde også klart, at de også gerne ville være et andet sted.

»Vi havde det sgu bedre på Mozarts Plads, kan jeg fortælle dig, så vi er sgu da også trætte af det her pis. Hvis kommunen finder et andet sted, så tager vi derhen, for jeg er da pisse træt af, at naboerne er trætte af os,« sagde en af mændene på pladsen, der ikke ønskede at have sit navn frem, men som ville citeres som 'alkoholikeren'.