Sønderjyske Motorvej E45 er nu åben igen.

Tidligere torsdag eftermiddag var begge spor lukket efter et uheld, hvilket skabte massiv kø.

Det var en lastbil, der var væltet hen over midterautoværnet ved afkørsel 66 nær Christiansfeld, fortalte vagtchefen ved Sydøstjyllands Politi, Jesper Brian Nielsen.

Føreren af lastbilen, en 52-årig mand, er afgået ved døden. De pårørende er underrettet.

Uheld på Sønderjyske Motorvej E45.
Uheld på Sønderjyske Motorvej E45. Foto: Presse-fotos.dk
Vis mere

Selvom motorvejen igen er åben, vil der gå lidt tid, inden trafikken er afviklet, lyder det fra Sydjyllands Politi på Twitter, der derfor opfordrer billister til at have tålmodighed lidt endnu.

Da der var spærret for trafik i begge retninger, opfordrede Sydøstjyllands Politi tidligere torsdag eftermiddag trafikanter til at søge alternative ruter ved at køre fra på de afkørsler, der kommer umiddelbart før.

Som følge af uheldet med den væltede lastbil skete der nord for Brandrup et andet uheld, hvor en bil kørte op i en anden bil, der holdt i køen, fortalte vagtchef Erik Lindholdt ved Syd- og Sønderjyllands Politi

Derudover var politiet også til stede, fordi der var bilister, der er begyndt at bakke i nødsporet for at komme ud af køen.

»Men det er altså ikke måden at gøre det på,« siger Erik Lindholdt.