Troels Mylenberg har skrevet et væld af bøger. Men den bog han torsdag udgiver er ganske særlig.

Sine første 12 bøger beskriver han som ‘journalistik’, men overfor Ekstra Bladet kalder han sin nye bog 'Skumring' for ‘selvterapi’.

‘Skumring’, der har fået navn efter den tid på dagen, hvor dagslyset langsomt svinder, og mørket sænker sig, handler nemlig om den uhelbredelige kræftsygdom, han er ramt af.

Men som om uhelbredelig kræft ikke er mere ulykke, end en familie kan tåle, så rystede grunden kun to måneder efter Troels Mylenberg blev erklæret uhelbredeligt syg - igen under hans familie.

For da fik også hans hustru Lis samme ubærlige besked.

»Da vi i april 2026 fandt ud af, at Lis også er alvorligt og uhelbredeligt syg af kræft, var det så absurd det hele, at der ikke var andet at gøre end at læne os sammen tilbage i den skræmmende skæbne. To syge forældre, fire børn, og vi ved først og fremmest om fremtiden, at den er fyldt med sygdom,« skriver Troels Mylenberg ifølge Ekstra Bladet i bogen.

På Facebook skriver den 56-årige TV 2-vært, at det er ‘med lige dele bæven og glæde’, at han nu udgiver bogen om sin og familiens skæbne.

Det var i februar sidste år, at Troels Mylenberg fik ondt i maven, og det viste sig at være langt mere alvorligt end som så. 

For smerterne skyldtes en tyktarmskræft, der havde spredt sig til hans lever, mave og bughule.

På Facebook, har han tidligere selv beskrevet forløbet sådan her:

»Tumoren blokerede tarmen, så jeg fik indopereret stomi og røg selvfølgelig direkte i kræftpakke. Og efter en måneds tid sagde lægerne, at der trods alt var håb. Hvis bare kemoen virkede, og operationen lykkedes, var der en mulig vej tilbage.«

I første omgang lovede det godt, da han efter tre måneders kemoterapi blev opereret, fik fjernet halvdelen af tyktarmen, knuder og metastaser. 

Bagefter fulgte endnu tre måneder med kemoterapi, før lægerne i november 2025 erklærede ham kræftfri.Men glæden var kort. 

Allerede få måneder senere fik han den ubærlige besked, at sygdommen var tilbage og at lægerne denne gang ikke kunne helbrede ham. 

To måneder senere fik hans hustru samme besked.