Vi går ind i en uge med klassisk efterårsvejr, hvor brug af både vand- og vindtæt tøj og solbriller kan blive nødvendigt.

Det fortæller vagtchef hos Danmarks Meteorologiske Institut Mette Zhang mandag morgen.

- Hvis jeg skal nøjes med at sætte et ord på ugens vejr, er det efterårsvejr. Hvis man tager cyklen på arbejde, kan det nogle morgener godt blive lidt køligt, siger hun.

Mandag bliver en blandet landhandel med en del skyer mod øst, og der kan også komme byger. Længere mod vest ser det til gengæld klart ud, og her kan der nydes tørvejr og en fin solopgang. I løbet af dagen bytter det så rundt.

- Der kommer huller i skyerne i den østlige del af landet, og til gengæld bliver det så mere skyet mod vest, og der kan komme regndryp.

Temperaturen vil her ligge på 13-15 grader. Samme temperaturer skal ventes tirsdag, hvor dagen dog starter ud mere grå med en del skyer til hele Danmark.

Langs Vestkysten ligger der en front med regn, som i tirsdagens løb vil bevæge sig ind over hele landet, inden den først på aftenen når Bornholm, forklarer meteorologen.

Også onsdag starter ud med en hel del skyer, hvor det stedvist desuden kan dryppe. I dagens løb klarer det så op fra nordvest, og først på aftenen vil der kun være skyer tilbage på Bornholm, siger Mette Zhang.

Resten af landet kan nyde pænt og ret klart vejr, og temperaturmæssigt vil dagen byde på 13-16 grader.

Torsdag kan man glæde sig til stedvis sol - men i løbet af dagen bliver det igen mere skyet.

- Der svinger en front ned over landet, og med den kan der komme lidt regn, men det ser ikke ud til at blive store mængder, siger meteorologen og varsler temperaturer, der også torsdag og fredag vil ligge på 13-15 grader.

Ugens sidste hverdag ser til gengæld ud til at blive en mere tør dag, hvor der kan komme enkelte byger, men også kan blive chancer for lidt eller nogen sol, siger hun.

/ritzau/