Det tilbagevendende københavnske gaderacerløb Copenhagen Historic Grand Prix får folketingsmedlem for Frie Grønne Uffe Elbæk til at harcelere over Københavns Kommune.

Han er nemlig træt af at skulle lægge øre til det, han mener er et regulært støjhelvede.

»Det er meget voldsomt, når man lægger et racerløb i et beboelsesområde. Hver eneste år klager beboerne, og hver eneste år bliver det gennemført,« siger Uffe Elbæk.

Den tidligere leder af Alternativet ved, hvad han taler om. Han bor nemlig i det københavns Nordvestkvarter og er direkte nabo til løbet, som køres hvert år første weekend i august.

Copenhagen Historic Grand Prix fra 2016.
Copenhagen Historic Grand Prix fra 2016. Foto: Ida Guldbæk Arentsen
Vis mere

Arrangørerne er allerede godt i gang med at sætte betonklodser og hegn op, og store dele af området omkring Bellahøjmarken i København er spærret af med store gener for trafikken til følge.

Fredag går det så løs i tre dage over weekenden, hvor gamle, larmende racerbiler skal dyste om at komme først i mål.

»Lydniveauet er langt over, hvad man normalt vil acceptere. Jeg ved, at der er mange, der tager væk i weekenden for at komme væk fra støjen,« siger han.

Udsigten til larmen fik mandag Uffe Elbæk til tasterne, hvor han på Twitter skrev:

»Jeg er så edderindebrændt rasende over dette racerløb. Om jeg fatter, at Københavns Kommune endnu engang har givet tilladelse til det. Et er alle os, der i små 10 dage er spærret inde i vores eget kvarter. Noget andet er, at det går stik imod byens grønne profil«.

Politikerens kritik er direkte møntet på Københavns Kommune, der hvert år siden 2001 har givet tilladelse til løbet.

Sidste år stemte et politisk flertal i Teknik- og Miljøudvalget i Københavns Kommune bestående af Socialdemokratiet, Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti for, at Copenhagen Historic Grand Prix kan gennemføres til og med 2024.

»Larmen er voldsom. Samtidig bliver der lukket rigtigt meget benzin ud. Det sviner, og det støjer,« siger Uffe Elbæk.

Kunne du ikke bare være mere tolerant?

»Det synes jeg også, at jeg er. Jeg forstår godt, hvorfor folk kan lide løbet. Hvis man vælger at bo i København, så sker der ting og sager, som man ikke synes er det sjoveste i verden, og som man må acceptere. Men et billøb for fuld skrue midt i et boligområde. Det giver uacceptabelt høj larm,« siger han.

Konceptet er jo fest og gamle biler…

»Jeg forstår godt, at folk synes det er en fest. Men hvorfor lægger man det midt i et boligområde og så samme sted hvert år. Distortion flytter man for eksempel. Men jeg kan sagtens forstå fascinationen af gamle biler«.

B.T. har tirsdag bedt Miljø-og Teknikforvaltningen i Københavns Kommune kommentere kritikken fra Uffe Elbæk.

Meldingen fra forvaltningen er dog, at »der er givet politisk godkendelse til et treårigt tilsagn«, og mere har forvaltningen ikke at sige til kritikken af gaderacerløbet.

Det Konservative Folkepartis gruppeformand og medlem af Teknik-og Miljøudvalget, Helle Bonnesen, anerkender, at arrangementer som gaderacerløbet deler holdningerne hos københavnerne.

»Jeg synes, at det vil være en god ide at diskutere, hvad vi vil have, og vi skal være meget bedre til at bruge hele byen til arrangementerne. Lige præcis Copenhagen Historic Grand Prix har jo for eksempel tidligere ligget på Østerbro, og er et godt eksempel på, at vi kan flytte rundt på arrangementer,« siger hun og tilføjer:

»Nogle brokker sig over musik og basrytmer. Andre over støj generelt. Andre igen over inddragelse af p-pladser og lukkede bydele. Vi skal gøre plads til en god blanding af arrangementer. Vi i er jo trods alt en hovedstad. Men vi skal tænke tilladelserne godt igennem og sørge for at sprede arrangementerne godt ud over hele byen.«

B.T. har forgæves forsøgt at få de andre ja-partier i tale.