Uefa erklærer mistillid til Fifa-præsident
Uefa sætter pris på, at Gianni Infantino har tilbagetrukket forslag om at sælge andele, men har mistet tillid.
Uefa sætter pris på, at Gianni Infantino har tilbagetrukket forslag om at sælge andele, men har mistet tillid.
Det Europæiske Fodboldforbund, Uefa, glæder sig over, at præsidenten for Det Internationale Fodboldforbund, Gianni Infantino, har droppet planerne om at sælge andele af Fifas turneringer til private investorer.
Men samtidig understreger Uefa, at tilliden til Fifa er væk, og det europæiske forbund mener ikke, at Infantino lever op til den gennemsigtighed, han i sin tid gik til valg på.
»Dette er en sejr for hele fodboldverdenen. Men det må ikke være slutningen på historien. Forslaget er væk. Opgaven med at genopbygge tilliden til Fifa er kun lige begyndt,« lyder det fra Uefa på forbundets hjemmeside.
Danske DBU er enig i kritikken. Det understreger formand Jesper Møller i et statement på forbundet hjemmeside:
»Jeg er helt enig i, at tilliden til FIFA-præsidenten er forsvundet. Derfor kan jeg heller ikke bakke op om ham, ligesom vi heller ikke gjorde i 2023,« lyder det blandt andet.
Opdateres...