»Klamme so og fede ko«

Det var nogle af de ord, som medarbejdere angiveligt brugte om voksne med autisme på bostedet Zen Huset.

Bostedet blev udsat for hård kritik af Socialtilsynet i en rapport for lidt over et år siden, og nu er det selskab, der ejede Zen Huset, gået konkurs.

Det fremgår af en meddelelse på Statstidende.dk om konkursboer.

Zen Huset kom i modvind, efter B.T. kunne beskrive, hvordan Socialtilsyn Hovedstaden havde konstateret det, de kaldte 'en udbredt og usædvanlig forrået kultur', i en tilsynsrapport.

Tilsynet havde modtaget dokumentation for, at flere i personalegruppen havde delt krænkende billeder og videoer af borgerne i meget private situationer på Messenger og WhatsApp.

»Billeder og videoer er ledsaget af tekst og beskeder, der vidner om, at tilgangen til borgerne er nedværdigende og hånende,« skrev Socialtilsyn Hovedstaden i sin rapport.

En af de ansatte, der delte billeder og videoer, var bostedets tidligere leder og medstifter, og han fik også kritik for en ulovlig magtanvendelse på en borger.

Den tidligere leder blev politianmeldt, efter sagen kom frem i lyset. Det samme gjorde tre tidligere ansatte.

Den tidligere leder stoppede som leder og udtrådte af ejerkredsen i efteråret 2019, men selv om bostedet havde fået ny leder og en ny bestyrelse, mente socialtilsynet ikke, at bostedet skulle have lov at fortsætte og fratog Zen Husets godkendelse.

Og det er altså ikke lykkedes selskabet bag at videreføre forretningen, efter Zen Huset lukkede, fremgår det af Statstidende.

Selskabet Kastanielund ApS, der tidligere hed Zen Gruppen, indgav en konkursbegæring 7. marts ved Retten i Hillerød.

Efter B.T.s artikel om sagen udtalte socialminister Astrid Krag (S), at hun fandt forholdene på stedet rystende.

»Det er fuldstændig rystende læsning. Helt forfærdeligt. At det, der burde være professionelle medarbejdere, kan gøre den slags ting, er helt uhyrligt,« sagde hun.