Befinder man sig på Fyn i næste uge, kan man allerede nu godt forberede sig.

Der kommer til at være flere udrykninger end normalt.

Men det er ikke fordi, at to rivaliserende bander planlægger en større konflikt på forhånd, eller at kriminaliteten generelt på den danske ø stikker helt af i tidsrummet tirsdag til torsdag.

Bare rolig.

Politiet afholder derimod køreuddannelser, og som led i det skal betjentene have erfaring med at køre med udrykning på vejene.

»For at gøre uddannelsen så realistisk som mulig, så vil der blive kørt på vejnettet på hele Fyn,« skriver Fyns Politi i en pressemeddelelse.

Men præcis på hvilke veje, du kan se frem til at blive blæst omkuld af politisirener, vil de ikke oplyse.

Det er nemlig vigtigt for uddannelsen, at politibetjente ikke kender de strækninger, de skal køre på.