Udrejsecenter Kærshovedgård forsøger at opruste mod terror med et nyt initiativ.
Det fremgår af et stillingsopslag, som Kriminalforsorgen Vest har slået op på Jobindex i slutningen af september.
I opslaget skriver de, at de søger to sikkerhedskonsulenter til Udrejsecenter Kærshovedgård, der skal arbejde med de anbefalinger, der er blevet givet af indsatsgruppen Bjelkegruppen til arbejdet med terrordømte og radikaliseringsindberettede.
Indsatsgruppen blev nedsat i december 2020 af tidligere justitsminister Nick Hækkerup. Gruppen blev ledet af tidligere kontraterrorchef hos PET, Henrik Bjelke Hansen, og havde til opgave at styrke indsatsen over for løsladte terrordømte og radikaliserede indsatte.
Over for TV Midtvest vurderer sikkerhedspolitisk ekspert Tore Refslund Hamming, at de nyoprettede stillinger på Udrejsecenter Kærshovedgård er en naturlig konsekvens af myndighedernes viden om nogle af beboerne på udrejsecenteret.
»Det er, fordi man vurderer, at Kærshovedgård er et udsat sted,« siger han til mediet og fortsætter:
»Man har, i hvert fald tidligere, her haft samlet flere mennesker, der har afsonet en terrordom, og som man ikke rigtig ved, hvad man skal gøre med.«
I Politiets Efterretningstjenestes (PET) seneste rapport om terrortruslen mod Danmark vurderede de, at personer på Udrejsecenter Kærshovedgård »kan være særligt modtagelige over for radikalisering og påvirkning fra militant islamistiske dagsordener.«
I rapporten understreger de samtidig, at der er en koncentration af løsladte terrordømte og andre radikaliserede løsladte, som er udvist i forbindelse med dom, på udrejsecentret.
Udrejsecenter Kærshovedgård ligger nær byen Bording i Midtjylland.