Ifølge politiet gør afskaffelsen af 1000-kronesedlen i 2025 hvidvask mere vanskeligt fremadrettet.

1000-kronesedlen skal afskaffes, og udfasningen af den gør det sværere at hvidvaske penge.

Sådan lyder meldingen fra National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK), der hører under politiet, i en pressemeddelelse.

- Ved at udfase 1000-kronesedlen vil store kontante pengetransaktioner alt andet lige blive vanskeligere at gennemføre for de kriminelle, ligesom det også vil blive vanskeligere for dem at opbevare og transportere kontanter, siger politidirektør i NSK Lasse Boje i pressemeddelelsen.

Meldingen kommer, efter at Nationalbanken torsdag har præsenteret, at fra den 21. maj 2025 vil 1000-kronesedlen ikke længere være et gyldigt betalingsmiddel.

- Det øger opdagelsesrisikoen og medfører, at de kriminelle skal løbe en større risiko end hidtil, siger politidirektøren.

På grund af den høje pålydende værdi af 1000-kronesedlen udgør denne seddel i højere grad end andre pengesedler en risiko for kriminalitet, oplyser NSK.

NSK forventer dog ikke, at en udfasning af 1000-kronesedlen i sig selv vil have en effekt på muligheden for hvidvask.

En afskaffelse af 1000-kronesedlen vil gøre det vanskeligere for de kriminelle aktører at hvidvaske penge med store mængder af kontanter uden at vække mistanke.

Kriminelle aktører kan i stedet eksempelvis bruge 500-kronesedler, højværdivarer, guld, andre valutaer eller kryptovaluta som alternativer.

Derfor forventer politiet, at efterspørgslen på 500-kronesedler i en vis udstrækning vil stige i de kriminelle miljøer.

Tidligere torsdag sagde nationalbankdirektør Christian Kettel Thomsen, at afskaffelsen af sedlen primært skyldes danskernes ændrede betalingsvaner.

Derfor er der ikke længere brug for 1000-kronesedlen, mener Nationalbanken.

- Og så lytter vi naturligvis også til de bekymringer og ønsker, der er fra politiet, den finansielle sektor og detailhandlen i forhold til 1000-kronesedlen, sagde Christian Kettel Thomsen.

Alene de seneste to år er den samlede værdi af 1000-kronesedler i omløb faldet med mere end seks milliarder kroner, viser tal fra Nationalbanken. De udgør i dag 23 milliarder kroner.

/ritzau/