Så længe Danmark ikke tæller afbrænding af træ med i sit klimaregnskab, snyder vi os grønnere, mener forskere.

Danmarks CO2-udledning ser meget pænere ud, end det egentlig er, fordi vi har besluttet os for, at afbrænding af træ er en CO2-neutral energikilde.

Men afbrænding af træ udleder CO2, og derfor mener en række udenlandske forskere, at Danmark pynter sit klimaregnskab med lånte fjer. Det siger de til TV2.

»Det svarer til bogføringssvindel. Hvis man havde et selskab og lod være med at bogføre gælden, så ville det være svindel. Det er det samme, Danmark gør,« siger William Moomaw, der har været hovedforfatter på fem af FN's klimarapporter, til TV2.

Tanken om afbrænding af træ som CO2-neutralt stammer ifølge TV2 fra 1990'erne. Idéen er, at træer vokser op igen og optager udledningen fra afbrændingen.

Men den enighed, der var blandt forskere i 90'erne, er ifølge TV2 ophørt.

Danmark betragter dog stadig afbrænding af træ som en vedvarende energikilde. Og 47 procent af den vedvarende energi i Danmark stammer fra afbrænding af træ.

Tæller man afbrænding af træ og anden biomasse såsom bionedbrydeligt affald og halm med, ville Danmarks CO2-udledning være 39 procent højere end i Danmarks klimaregnskab.

Professor Daniel Kammen fra Berkeley University, der tidligere har været hovedforfatter i FN's klimapanel og klimarådgiver for Obama-regeringen i USA, kalder den danske måde at opgøre CO2-udledning for "klimasvindel."

Han er også medforfatter til en rapport, der advarer mod EU's satsning på afbrænding af træ.

Hele tesen om afbrænding af træ som CO2-neutralt bygger nemlig på, at træerne vokser op igen, men det tager "årtier til århundrede", før det sker. Dermed går der lang tid, før CO2'en optages igen.

I Danmark er der dog forskere, der taler for brugen af biomasse såsom afbrænding af træ. En af dem er lektor Niclas Scott Bentsen fra Københavns Universitets Institut for Naturforvaltning.

»Så længe vi bruger biomasse til at fortrænge fossile brændstoffer, og vi undgår at overudnytte skovene, så giver det for mig god mening i en klimamæssig sammenhæng,« siger han til TV2.

/ritzau/