»Er dette verdens mest overvurderede turistattraktion?«

Normalt elsker vi danskere, når vort lille kongerige skaber overskrifter ude i den store verden, men denne er en mindre flatterende en af slagsen.

Med ovenstående ord sætter den australske avis The Sydney Morning Herald nemlig spørgsmålstegn ved et af vores stolteste og mest berømte nationalsymboler og ikke mindst 'største' turistattraktioner:

Den lille havfrue. 

En kold januardag i år besøgte journalisten Rob Harris den danske hovedstad, og selvfølgelig drog også han i slipstrømmen efter byens andre besøgende mod havnefronten for at se Edvard Eriksens ikoniske værk. 

Med sig på turen havde han en dansk guide, som på forhånd gjorde, hvad hun kunne for at dæmpe gæsternes forventningerne til oplevelsen:

»Det er selvfølgelig en af de mest berømte turistattraktioner i København … og jeg aner virkelig ikke hvorfor. Jeg mener, det er meget mærkeligt for os danskere, men amerikanere, kinesere og endda jer australiere vil alle gerne se den,« lød det fra den kvindelige guide. 

Hun mente endda at kunne huske, at skulpturen topper listen over overvurderede sights. 

»Jeg tror, den blev kåret som den næstmest skuffende turistattraktion i verden – måske efter Mona Lisa,« tilføjede guiden.

Bob Harris, som selv kommer fra byen med Utzons verdensberømte operahus, har selv en forholdsvis nådig dom over vort nationale klenodie:

»Det er bestemt ikke Rios Kristus Forløseren. Ikke engang Frihedsgudinden i New York. Men hun er cute. Og så tænker jeg ved mig selv: Hvad i alverden har folk forventet?«

Og måske har han fat i noget?

TV 2 Kosmopol har i hvert fald talt med turismeforsker Matias Thuen Jørgensen, som lige frem mener, at det er en del af havfruens brand, at den er lidt skuffende.

»Det er nærmest blevet en del af den som attraktion, at den repræsenterer det, vi er: Et lille land, hvor noget ikke behøver at være stort for at være godt,« siger han til tv-stationen.