Himmerlands Erhvervs- og Gymnasieuddannelser, der hører hjemme i Aars og Hobro, er udsat for et hackerangreb.

»Vi er her stadig men vi er blevet hacket,« skriver uddannelsesinstitutionen onsdag morgen på Facebook.

Her fremgår det, at man er hårdt ramt – og har været det siden tirsdag.

Ifølge direktør Ulf Givskov Bender er alt undervisningsmateriale nu utilgængeligt på en server, man ikke kan få adgang til.

Samtidig er det ikke muligt at bruge skolens mailsystem.

Hackerne kan også have fået adgang til fortrolige oplysninger som eksempelvis kopier af pas, lyder det også. 

Personalet skulle være blevet opmærksom på angrebet ud fra et brev, hvori det blev lagt op til forhandling.

»Det er formentlig penge, de gerne vil have, og ellers lægger de alle oplysningerne på 'the dark web',« siger direktør Ulf Givskov Bender:

»Umiddelbart er det vores vurdering, at der på de låste filer ikke ligger noget af kommerciel værdi eller ekstremt sårbare personlige informationer.«

Skulle der dog være tale om det, vil man fra Himmerlands Erhvervs- og Gymnasieuddannelser være klar til at forhandle om det.

»Men som det ser ud nu, kan vi genskabe det tabte og har ingen intentioner om at forhandle eller betale penge,« siger Ulf Givskov Bender:

»Det er også fordi, det ikke skal kunne svare sig at begå den form for kriminalitet.«

Uddannelsesinstitutionen er i dialog med Datatilsynet, politi og eksterne eksperter.