Der er fundet smitte med en britisk coronavariant, som har nedsat følsomhed for antistoffer, i København.

På en virksomhed i hovedstadsområdet er der nu fundet smitte med en ny variant af coronavirus.

Det oplyser Styrelsen for Patientsikkerhed på Twitter.

Styrelsen oplyser ikke, hvilken virksomhed i hovedstadsområdet der er tale om, eller hvor mange medarbejdere der er blevet smittet, men understreger, at udbruddet er under kontrol.

- Styrelsen for Patientsikkerhed har iværksat intensiveret smitteopsporing, og mere end 200 nære kontakter og deres nære kontakter er blevet opfordret til isolation og test. Udbruddet er under kontrol, skriver den.

Varianten har et velkendt ansigt - på næsten alle måder er den magen til den britiske variant af coronavirus, der i øjeblikket er den mest udbredte variant i Danmark.

Men den nye variant af den britiske coronavirus har også en mutation, der hedder E484K.

Mutationen findes også ved den sydafrikanske variant, B1351, og den brasilianske variant P1. Det er den mutation, der gør, at virusset er mere modstandsdygtigt over for antistoffer.

Antistoffer bliver som regel dannet, efter at man har været syg med coronavirus, eller efter at man er blevet vaccineret mod virusset. De er kroppens forsvar mod at blive syg, hvis man bliver smittet med virusset.

Det betyder ikke nødvendigvis, at vaccinen mod covid-19 ikke virker mod denne mutation. Ifølge Statens Serum Institut (SSI) er det noget, som forskere stadig forsøger at afklare.

Den nye variant af B117 er blot en blandt mange varianter af coronavirus, der har fundet vej til Danmark. Der er indtil den 27. april konstateret 19 tilfælde af den - alle sammen på Sjælland.

Også den sydafrikanske variant er blevet fundet i Danmark. Der er per 1. maj påvist i alt 95 tilfælde af varianten. Den er ligeledes mere modstandsdygtig over for antistoffer.

Den anden variant, der har fået meget opmærksomhed i Danmark, er den brasilianske variant. Den er ligesom ved den nye britiske blevet fundet i Danmark 19 gange og er også mere modstandsdygtig over for antistoffer.

/ritzau/